Månedsarkiv: marts 2013

Påskekylling

Jeg har købt en kylling til aftensmaden i aften.

Det passer da meget godt at spise kylling i påsken – så bliver det jo påskekylling.

Det lyder lidt barbarisk, at ville spise en påskekylling, gør det ikke?

Til gengæld er min påskekylling økologisk og har forhåbentlig haft det godt, før den endte i køledisken.

Sommertid og vintervejr

Det kan da godt være, at nogle mennesker kan bestemme, at vi skifter til sommertid i nat.

Noget andet er, at det heldigvis ikke er op til mennesker at bestemme over naturen. Vi kan da godt kalde det sommertid fra klokken tre i nat, men det ændrer jo ikke på det faktum, at vinteren stadig ikke har trukket sig helt tilbage.

Her har vi masser af sne i haven fra det seneste snevejr, og lige nu falder sneen stille og smukt udenfor.

Jeg hader al den stillen på tiden og uret, men det er,  som det er.  Det er ikke noget, jeg kam lave om på, men jeg har da lov til at fryde mig i mit stille sind over, at naturen først stiller om til sommertid, når tiden er inde.

Masser af leg, skæg og ballade

Igen i går tog Henrik og jeg en tørn med noget pasning af barnebarn. Denne gang passede vi den unge mand hjemme hos ham selv.

Da vi ankom fra morgenstunden, gav Sander os en velkomst så stormende og glædestrålende, at man ikke skulle tro, at vi havde set hinanden så sent som dagen før.

Straks ville han have mig med ind på sit værelse – og det skulle bare gå hurtigt. “Du skal løbe, Farmor – og du skal holde mig i hånden.” Så vi spurtede hånd i hånd ind på hans værelse.

Farfar blev også tilkaldt, og så tog vi ellers hul på en formiddag med masser af leg. Vi byggede rigtig meget med Lego, og vi legede med biler. Sander var elskværdigheden selv, og adskillige gange i løbet af dagen lød det : “Farfar, er du sød at  …. ” Hver gang han ville have sin farfar til at hjælpe ham med et eller andet,  blev sætningen indledt på den måde. Kært! Så der var masser af hygge og god stemning.

Efter frokost blev der tid til lidt leg ude i sneen. Ligesom dagen før hjemme i vores egen have bad Sander sin farfar om at lave ham en stor snebold. Da han fik snebolden i hænderne, viste det sig, at den skulle bruges til at kaste efter — Farfar.

Det har været et par gode dage sammen med Sander. Nu er det tid til et par helt stille og rolige dage. Det er heller ikke så tosset.

Procol Harum

I lørdags var vi i Falconer Salen til koncert med Procol Harum sammen med DR UnderholdningOrkestret og DR VokalEnsemblet.

Rockband, kor og orkester var en helt fantastisk kombination.

Det var en forrygende aften. Da de første toner af A Whiter Shade Of Pale lød, gik der et sus igennem salen.

Det var faktisk held i uheld, at vi kom til den koncert. Min søster og svoger havde billetter, men blev begge syge og kunne ikke komme af sted. De gav billetterne til os. På den måde ville tilfældighederne, at vi fik en kæmpestor oplevelse.

Da vi kom hjem satte vi os og fandt Procol Harum numre på YouTube og lyttede videre. Vi sad og lyttede til musikken til klokken var over halv tre om natten. Det var næsten som at være ung igen.

Den første bil

Billedet herover er et udsnit af et fødselsdagskort, jeg har sendt til min yngste niece. Det skulle gerne være nået frem. Niecen fylder 18 år i dag.

Da jeg så kortet med den lille, pink Fiat, vidste jeg med det samme, at det var det kort, jeg ville sende til hende.

Min niece er nemlig ved at tage kørekort. Det var jeg også, da jeg fyldte 18. Dengang drømte jeg om en lille bil.

Drømmen gik i opfyldelse. Ikke længe efter, at kørekortet var i hus, købte jeg en lille, gammel bil. Den mindede ganske meget om bilen på min nieces fødselsdagskort.

Det var en Fiat 600. Rød og med soltag. Det var en gammel spand, men den var nysynet. Det var måske lidt nemmere at få en bil igennem syn dengang, end det er nu om stunder. Synet blev den i hvert fald, og jeg købte den for – hold nu fast – 2.800 kroner.

Det var skønt at være 18 og have både kørekort og egen bil.

Bilen var som sagt ikke ligefrem ny, så jeg havde den ikke meget mere end et par år. Så kunne den simpelt hen ikke mere. Jeg mødte en motorcykelbetjent på min vej. Han mente, at han nok hellere lige måtte kigge lidt nærmere på køretøjet.

Det lille tjek faldt ikke helt heldigt ud, så betjenten og jeg indgik den aftale, at hvis jeg selv afleverede nummerpladerne på motorkontoret snarest, så skulle jeg ikke høre mere.

Sådan blev det, og så måtte jeg ellers klare mig med en cykel i en periode, før jeg fik råd til en lille bil igen.