Da jeg var barn, havde jeg en blå undulat, der hed Sofus. Faktisk havde der været en undulat mere. Den hed Trille. Jeg kan ikke huske, hvad der blev af den, men til sidst havde jeg i hvert fald bare Sofus.
Jeg var rigtig glad for Sofus.
En morgen sad Sofus ikke på sin pind i buret, som han plejede. Han hang med hovedet nedad. Vi nåede lige at sige til hinanden, at nu var Sofus da blevet helt tosset, før det gik op for os, at fuglen var død.
Jeg kom til at tænke på Sofus, fordi jeg netop med et halvt øre har hørt i radioen, at fugles fødder kan låse sig fast om f.eks. en gren, når fuglen sidder og sover. Det blev i samme forbindelse nævnt, at døde fugle faktisk af og til ses hængende sådan med hovedet nedad.
Jeg har heldigvis kun set det i tilfældet med Sofus. Det var et meget sørgeligt syn.
