Månedsarkiv: februar 2013

Da Carl havde det sjovt

Ida Jessen og Hanne Bartholin er tilbage med den fjerde bog om elefantungen Carl.

I den nye bog, der hedder Da Carl havde det sjovt, er det meningen, at Carl og hans far skal have en dejlig dag sammen. De er nemlig alene hjemme.

Carl skal bare hele tiden lige vente lidt, for hans far skal først ordne både det ene og det andet.

Carl synes ikke, at det er spor sjovt  at vente, og hans tålmodighed bliver sat på en hård prøve.

Man kunne jo også bare snuppe opvasken …

Min opvaskemaskine har givet op. Den vil ikke mere.

Det er jeg da ikke særlig glad for. Nu har jeg en hel maskinefuld opvask, der trænger til en kærlig hånd.

Opvaskemaskinen har ellers gjort det godt. Den har kørt upåklageligt i over 18 år. Det er da flot. Så jeg kan nok ikke tillade mig at brokke mig over, at den nu er kørt træt.

I stedet for må jeg nok bare se at få smøget ærmerne op.

På glatis

Vi har været en tur i skoven i dag sammen med Sander og hans forældre.

Der var temmelig koldt derude, men man kan jo heldigvis gå sig varm. Der var også glat. Stierne var de rene skøjtebaner, så det var bare om at passe på.

Sander syntes, at det var sjovt, at han kunne glide og løb af sted. Han havde løbesko på, sagde han. Han faldt en enkelt gang, men han slog sig heldigvis ikke og grinede bare og havde det herligt.

Vi andre var knapt så frygtløse og gik lidt mere forsigtigt. Det lykkedes at forcere de spejlglatte skovstier uden at komme til skade, og vi havde en dejlig tur.

Sofus

Da jeg var barn, havde jeg en blå undulat, der hed Sofus. Faktisk havde der været en undulat mere. Den hed Trille. Jeg kan ikke huske, hvad der blev af den, men til sidst havde jeg i hvert fald bare Sofus.

Jeg var rigtig glad for Sofus.

En morgen sad Sofus ikke på sin pind i buret, som han plejede. Han hang med hovedet nedad. Vi nåede lige at sige til hinanden, at nu var Sofus da blevet helt tosset, før det gik op for os, at fuglen var død.

Jeg kom til at tænke på Sofus, fordi jeg netop med et halvt øre har hørt i radioen, at fugles fødder kan låse sig fast om f.eks. en gren, når fuglen sidder og sover. Det blev i samme forbindelse nævnt, at døde fugle faktisk af og til ses hængende sådan med hovedet nedad.

Jeg har heldigvis kun set det i tilfældet med Sofus. Det var et meget sørgeligt syn.

Spørgsmål og svar

Jeg deltager i ny og næ i spørgeskemaundersøgelser for et par analyseinstitutter.

Formuleringerne i spørgeskemaerne er somme tider en anelse kringlede.  Andre gange er svarmulighederne utilstrækkelige.

Af og til  sidder man selv tilbage som et stort spørgsmålstegn, når man har klikket sig igennem skemaet. Det gjorde jeg i hvert fald i dag, da jeg modtog et spørgeskema, hvor svarmulighederne var lidt spøjse.

Retfærdigvis skal det selvfølglige nævnes, at der også forekommer skemaer, der er helt i orden.

En hjertelig velkomst

Egentlig havde jeg planlagt, at jeg nok ville tage imod invitationen og gå til åbningsfest hos Lulu’s i dag.

Da det kom til stykket, kunne jeg bare mærke på dagsformen, at jeg havde meget mere brug for en stille dag med masser af fred og ro end for fest og farver.

Sådan blev det, så jeg venter til en anden dag med at besøge byens nye butik.

I dag nøjedes jeg med at slå et slag forbi stationsbygningen på formiddagens gåtur. Der lagde jeg mærke til en lille sød detalje. Lulu’s bød sine gæster hjerteligt velkommen med et lille perlehjerte på døren.

Meget enkelt og smaddersødt.

Tre i een

Der lå et fint kort i postkassen i går. Det var faktisk en invitation.

Der er nemlig åbnet en lille ny virksomhed i den gamle stationsbygning her i Holme-Olstrup.

På lørdag holder Lulu’s  et lille åbningsarrangement med musik og det hele. Og alle er velkomne.

I en lillebitte by, hvor det ellers er småt med forretninger, er det en stor ting, at der åbner noget nyt. Lulu’s er en kaffebar – og samtidig også en butik og  et galleri.

Lulu’s har endda hang til økologi og genbrug – og det er lige noget for mig.

Jeg har godt lagt mærke til gennem den senere tid, at der har været en vældig aktivitet i den gamle stationsbygning. Jeg glæder mig til at kigge indenfor enten til åbningsfesten på lørdag eller en anden dag og kigge nærmere på byens nye butik.

Helt enkelt

I lørdags, da jeg passede Sander, legede vi med den snurredims, jeg for nylig lavede til ham af en knap og en snor.

Sander syntes, at den var sjov. Han kunne godt selv få den til at snurre lidt.

Rigtig sjovt blev det, da Henrik kom hjem. Han kunne nemlig få knappen til at spinne virkelig længe og kunne også noget med at få knappen til at køre fra side til side på snoren. Sander blev meget optaget af det og fandt ud af, at hvis han forsigtigt rørte knappen – mens den snurrede – med en lille plastikdims han havde fundet – så kom der en sjov lyd.

Der blev leget så meget med snurredimsen, at snoren blev slidt over og måtte udskiftes.

Da Sander skulle hjem, spurgte han, om han måtte få knappen med hjem. Det måtte han selvfølgelig gerne. Det var lidt sjovt, for han har aldrig før bedt om at få nogen af legesagerne med hjem.

Det var helt rart at opleve, at børn, der er vant til iPad og alt muligt  avanceret legetøj,  også kan  blive optaget af en simpel leg.

Nu må jeg se  at finde en egnet (genbrugs)knap og en snor og lave en ny snurredims,  så vi har lidt at more os med næste gang Sander kommer hjem til os. En stort set gratis fornøjelse.