Månedsarkiv: december 2012

Dejligt at komme ud i luften

Der er gået lidt koks i de daglige rutiner og gode vaner i julen.

Jeg kan heller ikke helt afvise, at der er blevet indtaget en enkelt ekstra kalorie eller to på det seneste.

Så alt i alt har der været god grund til at lade sig friste af det milde vejr og komme ud på en rask travetur. Uha, hvor var det godt at komme ud og få rørt sig.

På den anden side

Vi nåede det hele. Alle juleforberedelserne blev klaret før deadline.

Vi har haft en stille, rolig og hyggelig jul. Vi har fået al den julemad, vi kunne tilkomme. Vi har hygget os. Der har ikke manglet noget og ikke været noget at klage over. Vi har været i godt selskab. Der har været god tid til at snakke sammen. Der er blevet spillet spil – som har medført de sædvanlige og uundværlige, kærlige drillerier. Det har kort og godt været jul, som vi kan lide den.

I dag har vi rundet julen helt af for denne gang hjemme hos Sander og hans forældre. De gav frokost, og Sander fik sine julegaver fra vores side af familien. Det var hyggeligt.

Nu har vi ikke mere jul til gode i denne omgang. Vi er julemætte.

Julepynten er pakket væk, og det føles helt rigtigt.

Tidlig julegave

Som jeg skrev for nylig, har jeg deltaget i nogle kalenderkonkurrencer på nettet her i december.

Det tog lidt tid, men den tid var et lille frikvarter for mig, og den var givet godt ud. Jeg har nemlig vundet en bog i Rosinantes kalenderkonkurrence. Den anmelderroste Min mor siger af  Stine Pilgaard.

Bogen kom i dag pakket fint ind i julepapir. Tak til Rosinante!

Jeg glæder mig rigtig meget til at læse bogen.

Rigtig glædelig jul

Jeg vil gerne ønske en rigtig glædelig jul til den store kraftige mand, der masede sig forbi alle os andre i kassekøen i SuperBrugsen med nogle varer i hænderne, mens han over skulderen sagde til kassedamen, at han ville betale ovre i bagerafdelingen, for han skulle også have brød.

Han fortjener en særlig julehilsen, fordi han åbenbart havde mere travlt end alle os andre. Så travlt, at han endnu en gang krydsede min vej, da jeg stod og tjekkede min bon. Denne gang  ramte han mig i ryggen med sine pakkenelliker, da han kom brasende på vej mod udgangen. Jeg havde heldigvis overskud nok til med høj, klar og venlig  røst at sige: ” Værsgo at skubbe.” Han ænsede det ikke, men stormede ud af butikken.

Da jeg kom ud på parkeringspladsen, så jeg den travle herre på vej over gaden ved siden af fodgængerfeltet.

Jeg håber, at han når det hele.

Decemberdage

Hvis jeg stadig havde været barn, ville min tålmodighed sikkert have været på en temmelig hård prøve i denne tid. Jeg kan stadig huske, hvordan barndommens decemberdage sneglede sig af sted, og jeg bare ønskede, at de skulle gå hurtigt, så det kunne blive juleaften i en vis fart.

Men det er længe siden nu. Jeg har været voksen i mange år, og hvert år ved denne tid tænker jeg på, at det er forfærdeligt, så hurtigt dagene går –  og bare de dog ville gå lidt langsommere, så jeg kunne nå det hele inden juleaften.

På rutinen

Det er ved at være på tide at få skrevet årets julepost, så jeg måtte i byen for at købe nogle pæne kort.

Jeg stod i butikken og lagde mine to pakker julekort på disken. Ekspeditricen scannede kortene og spurgte rutinemæssigt: “Er det til en gave?”

Det kunne jeg berolige hende med, at det ikke var. Jeg har trods alt ikke planer om at forære nogen en stak julekort i julegave.

Luciadag

Det er Luciadag i dag.

Før 1975 var det ikke en dag, jeg rigtig havde noget forhold til.

Men i 1975 oplevede jeg noget ganske særligt netop på Luciadagen.

Tidligt om morgenen kom mit første barn til verden.

Om aftenen oplevede jeg mit livs smukkeste og mest stemningsfulde Luciaoptog på barselsgangen på Roskilde Sygehus. Det var så smukt.

Der er ingen tvivl om, at det gjorde så stort indtryk på mig, fordi det i forvejen var sådan en speciel og lykkelig dag. Følelserne sad uden på tøjet, og jeg var så glad og taknemmelig over at have fået en lillebitte, dejlig, sund og velskabt dreng.

Ikke så sært, at det smukke Luciaoptog gjorde ekstra stærkt indtryk i den situation.

Tænk, at det allerede er 37 år siden.

Glæde på morgenkvisten

Da jeg kiggede i min mailbox her til morgen, var der en mail fra en kvinde, jeg ikke kender. Der sker vist ikke noget ved at røbe, at forbogstavet i hendes fornavn er I – så det kalder jeg hende.

Det var en utrolig sød mail. I roste min blog. Det er altid dejligt at få ros, og det er virkelig dejligt, at et menneske, der slet ikke kender mig, har taget sig tid til at sætte sig ned og sende mig så sød og venlig en hilsen.

I fortalte i mailen, at hun for nogle år siden havde købt en lille porcelænsbog i en genbrugsbutik. Bogen var sådan en med Fader Vor på – præcis som den, jeg havde som barn, og som jeg har fortalt om her på bloggen.

I har med sin hilsen givet min dag den bedste start. Det er jeg meget taknemmelig for. Tusind tak, I.