Bytter vi glansbilleder – eller …

Jeg er ved at læse Sex, sandheder og sammenbrud af Marianne Eilenberger. Jeg fortæller om bogen, når jeg er færdig med den.

Jeg vil bare lige citere, et uddrag af teksten på bogens bagside:

Er der overhovedet noget at grine af, når det føles, som om man bliver ti år ældre på ti uger? Vel er der så – og det kommer du til, når Marianne Eilenberger tager kvælertag på det billede af 40+ kvinderne, som medierne, reklamebranchen, debattører, bloggere og andre meningsmennesker tegner. For hun kan nemlig ikke helt få det til at passe med sit eget …

Er vi bloggere over 40 med til at tegne et alt for rosenrødt billede af, hvordan det er at være kvinde efter 40-års-fødselsdagen?

Jeg synes det ikke. Jeg synes faktisk, at mange er gode til også at fortælle om alt det, der ikke er perfekt og lader læserne få en lille luns af både det gode og det knapt så gode i deres liv og hverdag.

Hvad synes I?

Læs videre

Forandringer

For et stykke tid siden var jeg så heldig at vinde romanen Forandringer af  Kirsten Ahlburg på Blogkvinder 40+.

Nu har jeg læst bogen, og jeg synes, at den er rigtig god.

Bogen handler om Anne, der er  i halvtredserne. Hendes liv er under forandring på mange måder. Børnene er på vej til at flytte hjemmefra. Hendes gamle forældre er ikke længerre raske og har svært ved at klare sig uden hjælp. Ægteskabet er ikke, hvad det har været. Kroppen forandrer sig også.

Bogen skildrer en helt almindelig kvindes temmelig almindelige liv. Et kvindeliv med op- og nedture og små hverdagsdramaer.

Egentlig dejligt til en afveksling at læse en bog om de helt nære ting i livet. Og dejligt for en gangs skyld at læse en bog, hvor hovedpersonen er en kvinde i en moden alder.

Læs videre

Søndagshygge med kaffe, leg og højtlæsning

Sander og hans forældre har været på besøg i dag.

Sander går altid direkte ind på værelset og finder sit legetøj frem, så snart han er kommet indenfor. Han er efterhånden god til at beskæftige sig selv en del af tiden, men selvfølgelig vil han også gerne have nogen at lege med. Da han jo er eneste barn i vores lille familie, må han nøjes med voksne legekammerater. Så Henrik og jeg blev på skift inviteret med ind på værelset, og Henriks bemærkning om, at han lige skulle drikke sin kaffe,  blev besvaret med et: “Du må godt tage kaffen med ind på værelset, Farfar.”

Det er ikke fordi Sander ikke gerne vil sidde ved bordet sammen med os andre. Det vil han gerne. Bare ikke alt for længe. At få lokket en af os med ind på værelset og lege er bedre. Og vi er jo forholdsvis lette at overtale.

Jeg fik lov til at læse hele to bøger højt i dag. Sander var meget opmærksom og interesseret – specielt da vi læste Viggos værktøjskasse. Som man næsten kan regne ud, handler bogen om værktøj, og er der noget, Sander er interesseret i, så er det værktøj. Han er vild med værktøj. Så han var lutter ører, da vi læste bogen.

Jeg er temmelig sikker på, at Viggos værktøjskasse godt kunne gå hen og blive en yndlingsbog.

Læs videre

Ren hygge

Vi var en tur på biblioteket sammen med Sander i går. Det er jo vores yndlingsted at besøge sammen.

Sander inviterede mig med ind i legekøkkenet. Han skulle lave kaffe til Farfar. Og pizza. “Vent et lille øjeblik, Farfar – pizzaen er varm endnu,” sagde han. Det var ren hygge.

Jeg kom til at tænke på, at da jeg var barn, var der ikke andet end bøger på biblioteket. Man kunne komme og læse og låne bøger. Og det var det. Og det var fint nok.

Nu er der mange flere tilbud på biblioteket. Som jeg har fortalt om før, er der masser af dejligt legetøj til de små på vores bibliotek. Der er også noget for de større børn –  både forskellige brætspil og computere med masser af  spil. Der er endda en fladskærm med tilhørende spillekonsoller og et udvalg  af forskelllige spil. Der er cafeborde og -stole, hvor man kan sidde og spise en medbragt mad og måske drikke en kop kakao fra automaten.

Der er også mulighed for at trække sig tilbage til en zone med mere fred og ro og læse aviser, bøger eller magasiner.

Der er forskellige temaudstillinger – lige nu er det Halloween, det handler om. Der er jævligt arrangementer som f.eks foredrag, højtlæsning, film eller børneteater.

I det hele taget er der gjort meget for, at biblioteket skal være et rart sted at komme for alle, uanset alder. Det er lykkedes fint, for selv om lokalerne tit myldrer med mennesker i alle aldre, er der altid fred og ro og rart at være.

Der er altså også stort set alt indenfor bøger.  Det er stadig ikke bøgerne, der interesserer Sander mest – men de er der.

Læs videre

På tur i efterårsskoven

Søndagen har budt på en dejlig travetur i skoven sammen med Sander og hans forældre.

Vejret var dejligt, og skoven var smuk. Vi så rådyr og skarnbasser og et pragteksemplar af en rød fluesvamp. Vi så også en hel masse andre ting, men der var jo noget, vi var mere optaget af end andet.

Sander fandt en lang pind, som han gik med på hele turen – han skulle bl.a. bruge den til at fange drager med, sagde han.  Noget af vejen var pinden pludselig blevet til en græstrimmer og senere igen til en slange. Det er så dejligt, når fantasien blomstrer, og selv simple ting kan indgå i en herlig leg.

Vi fandt også kogler og agern og – ikke mindst – kastanjer. Vi samlede mange kastanjer, som Sander skulle have med hjem. Han ville ikke lave kastanjedyr af dem, sagde han, men vi blev enige om, at de var gode at have. Måske kan de  bruges, når han leger med sin traktor og vogn. Sådan et helt vognlæs kastanjer er da fint at køre med.

Det var dejligt igen at have et godt påskud for at samle kastanjer. Jeg har så svært ved bare at lade dem ligge på jorden. De er alt for fine til bare at ligge der. Så kønne og runde og glatte og blanke. Dejligt at have nogen at samle til igen. Det er trods alt begrænset, hvor mange kastanjer jeg selv kan bruge, selv om jeg gerne lægger dem til pynt i en skål herhjemme og hele efteråret plejer at rende rundt med en enkelt i jakkelommen.

Det eneste ærgerlige ved kastanjer er, at de ikke bliver ved med at være glatte og blanke ret længe, når først man tager dem med ind.

Læs videre