Sander og hans forældre har været på besøg i dag.
Sander går altid direkte ind på værelset og finder sit legetøj frem, så snart han er kommet indenfor. Han er efterhånden god til at beskæftige sig selv en del af tiden, men selvfølgelig vil han også gerne have nogen at lege med. Da han jo er eneste barn i vores lille familie, må han nøjes med voksne legekammerater. Så Henrik og jeg blev på skift inviteret med ind på værelset, og Henriks bemærkning om, at han lige skulle drikke sin kaffe, blev besvaret med et: “Du må godt tage kaffen med ind på værelset, Farfar.”
Det er ikke fordi Sander ikke gerne vil sidde ved bordet sammen med os andre. Det vil han gerne. Bare ikke alt for længe. At få lokket en af os med ind på værelset og lege er bedre. Og vi er jo forholdsvis lette at overtale.
Jeg fik lov til at læse hele to bøger højt i dag. Sander var meget opmærksom og interesseret – specielt da vi læste Viggos værktøjskasse. Som man næsten kan regne ud, handler bogen om værktøj, og er der noget, Sander er interesseret i, så er det værktøj. Han er vild med værktøj. Så han var lutter ører, da vi læste bogen.
Jeg er temmelig sikker på, at Viggos værktøjskasse godt kunne gå hen og blive en yndlingsbog.
2 kommentarer
Du fortæller så fint om at være bedsteforældre – jeg synes selv, det føles mere intenst, end da min egen søn var en lille purk 🙂
Madame : Mange tak! Når man er bedsteforældre skummer man jo på en måde fløden. Man skal kun være sammen med de små, når man er hundrede procent oplagt til det, man skal ikke opdrage og formane – men bare lege og hygge. Du har ret i, at det bliver mere intenst, men det er jo nok fordi, man ikke har børnene hele tiden, og derfor er meget nærværende og fokuseret, når man er sammen med dem 🙂 Og så ved vi bedsteforældre, hvor lynhurtigt sådan nogle små størrelser bliver store, så vi værdsætter tiden sammen med dem på en anden måde.