Månedsarkiv: august 2012

På tur med den lille røde bil – og den lille mariehøne

Forlaget Globe har udgivet to herlige interaktive børnebøger, På tur med den lille røde bil og På tur med den lille mariehøne.

Til bøgerne hører henholdsvis en lille rød bil og en lille mariehøne,  der kan trækkes op. På bøgernes tykke sider er der baner, som mariehønen og bilen kan køre på.

Undervejs i bøgerne er der rig mulighed for en god snak om, hvad bilen og mariehønen kommer forbi på deres vej, og de dejlige farverige illustrationer  byder på masser af inspiration til at digte videre på historierne.  Teksten i bøgerne lægger op til, at man får trænet sin iagttagelsesevne, idet der spørges, om man kan få øje på feks. en snegl eller en gul gravko.

Lærerige billedbøger og legetøj i rigtig fin kombination.

Når man trænger til en power nap …

Sander og hans far var lige forbi i ti minutter sidst på eftermiddageni går.

Sander er ved at blive vænnet fra sin middagssøvn, så faderen var i gang med den svære øvelse det er, at holde en dødtræt tre-årig vågen gennem den kritiske ulvetime.

Det var en lidt klatøjet og temmelig pirrelig lille Rasmus Modsat, der kom og hilste på. Han var så træt, at han ikke rigtig vidste, hvad han ville – bortset fra selvfølgelig at det skulle være noget andet end det, vi andre ville. Der var ikke rigtig nogen, der kunne gøre noget rigtigt. Han blev endda sur over, at jeg vinkede til ham, da han skulle hjem igen.

Jeg gik selv alt for sent i seng i aftes, og kunne godt mærke her til morgen, at mangel på søvn nemt kan tage toppen af humøret.

Ufrivillig pause

Mine planer for denne formiddag er bl.a. at gøre rent på badeværelset og at røre en bolledej sammen.

Nu er der imidlertid dømt pause. Jeg har nemlig ikke noget vand.

Jeg håber, at pausen ikke bliver af længere varighed, men jeg må i hvert fald nok regne med, at jeg ikke når de planlagte gøremål, mens det stadig er formiddag. Og under alle omstændigheder er det svært at undvære vand i hanen. Men så kan jeg jo meget passende benytte mig af lejligheden til at tænke over, hvor stor en behagelighed det faktisk er at have både koldt og varmt vand til rådighed. Det er jo ikke en selvfølge for alle mennnesker i denne verden.

Desuden er en lille ekstra pause jo ikke til at kimse ad.

En lille dreng med julelys i øjnene

Vi hentede Sander i børnehaven i eftermiddags og skulle passe ham en halvanden times tid.

Vi havde et ærinde i byggemarkedet. Vi skulle have en pakning til et blandingsbatteri. Ikke umiddelbart et indkøb der behøvede at tage ret lang tid. Der havde vi imidlertid forregnet os, for at slippe Sander løs i et byggemarked var næsten bedre, end hvis vi havde taget ham med ind i en legetøjsforretning. Han var fuldstændig solgt. Han gik rundt og kiggede helt forelsket på boremaskiner, skruemaskiner og stiksave for ikke at snakke om plæneklippere og græstrimmere.

Aldrig før har jeg set nogen være så begejstret over udvalget af tommestokke, vatterpas og bidetænger.

Det var det sjoveste besøg i et byggemarked, jeg har oplevet til dato – og så havde de endda slet ikke den pakning hjemme, som vi kom for at købe.

Tid for brombær

Her til morgen, da jeg var ude at gå, mødte jeg en mor og hendes lille pige. De var ude for at plukke brombær. Datteren kiggede nu mest på, for tornede brombærranker og små bløde barnefingre er ikke den bedste kombination.

Den bærplukkende mor og jeg fik os en lille snak om glæden ved at indsamle “forråd”.  Hun havde dejlige minder fra sin barndom, hvor hun plukkede brombær sammen med sin far. Nu ville hun gerne give sine egne børn de samme gode oplevelser.

De nyplukkede brombær skulle blive til syltetøj, der skulle nydes sammen med pandekager. Vi blev rørende enige om, at det bedste syltetøj i verden er det, man selv har lavet af bær, man selv har plukket.

At gå på brombærjagt er en af de gratis glæder. Det gælder bare om at nyde de lækre bær, når lejlighed byder sig.

Min mors dagbøger

I går kørte vi en tur til Møn.

Det var så varmt, alt for varmt til at foretage sig noget særligt. Så vi valgte at køre en tur ud i det blå og nyde, at der er aircondition i vores bil.

Vi endte altså på Møn, hvor vi ganske vist har været før, men næsten hver gang på Møns Klint. Vi kom til at snakke om, at vi engang i halvfjerdserne besøgte min mor, min søster og hendes børn, mens de ferierede på Møn. Vi var lidt i tvivl om, hvor det var, de var indkvarteret dengang.

Efter min mors død gav min far mig to dagbøger, som min mor har skrevet i gennem årene. Jeg vidste, at der stod noget i en af dem om ferien på Møn, og tog bøgerne frem, for at se, om min mors optegnelser kunne kaste lys over, hvor på Møn den ferie blev holdt dengang. Der stod ganske rigtigt noget om ferien, men ikke noget nærmere om ferieboligens beliggenhed. Det gør ingenting, jeg kan bare spørge min søster om det.

De to dagbøger betyder meget for mig. Jeg tænker på, at jeg er glad for, at min mor skrev dagbog – at hun ikke havde mulighed for at skrive en blog, som jeg gør. Havde hun haft muligheden, havde hun jo nok gjort det, og så havde jeg ikke haft dagbøgerne i dag. Jeg er så glad for at læse i bøgerne – de små notater og strøtanker skrevet med den håndskrift, som jeg kender så godt.

Når jeg stikker næsen ned i bøgerne, synes jeg endda, at jeg svagt kan fornemme duften af min mors parfume.

Al den moderne teknologi er glimrende, men en blog på internettet kan efter min mening ikke helt hamle op med en dagbog med fine, tynde sider fyldt med håndskrevne erindringer.

Den vil jeg ikke ha’ …

Vi var hjemme hos Sander for at passe ham i aftes.

Vi havde en god aften sammen med leg i sandkassen og tegnefilm før sengetid. Vi hyggede os, og efter tegnefilmen var Sander mere end grydeklar og lagde sig til at sove uden skyggen af problemer. Lige som sidst sagde han, at jeg ikke måtte gå med ind på hans værelse, da han skulle i seng. Denne gang sagde jeg, at jeg lige ville gå med ind og putte ham, og så skulle jeg nok gå igen. Sådan blev det, og der blev stille inde på værelset i løbet af nul komma fem.

Når vi passer ham, er det hele jo mere eller mindre på hans præmisser. Vi skal først og fremmest hygge os. Det er jo heldigvis bedsteforældres privilegium at være dem, der ikke skal opdrage men godt  må forkæle poderne lidt. Når Sander er hjemme hos os, er det selvfølgelig vores regler, der gælder, men når pasningen foregår hjemme hos ham, prøver vi at være loyale overfor de regler, der hersker der.

Sander er som regel meget nem at have med at gøre, men han kan sandelig også godt sige fra, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være. I aftes serverede vi f.eks. en bolle for ham, der var “skåret forkert over.” Det var en stor bolle, så da den var flækket og smurt, blev hvert stykke skåret over i to. Han fik altså fire kvarte boller i stedet for to halve. Det passede absolut ikke den unge mand. “Den vil jeg ikke ha’ – den skal ikke skæres sådan,” sagde han meget bestemt og skubbede tallerkenen væk. Det gad vi ikke slås med ham om. Hvis han var vant til at få bollen i to halve, så skulle han selvfølgelig have det. Vi var jo på hans hjemmebane. Hans farfar ville gerne have den “forkerte” bolle, og så fik Sander en, der var, som den skulle være, og fred og idyl var genoprettet.

Der er jo nogen, der er begyndt at gå i børnehave

I dag har vi hentet Sander i børnehaven for første gang.

Tiden i vuggestuen er forbi. Han har været børnehavebarn i to uger nu. Det er den samme gode institution, han går i stadigvæk, så det har ikke været så stor en omvæltning.

Han er blevet så stor i løbet af sommeren. Helt bogstaveligt er han blevet lang, og det buttede er stærkt på retur, men han er også blevet meget selvstændig og kan så mange ting efterhånden. Det er dejligt at se ham vokse, lære og udvikle sig, men hold dog nu op, hvor går det hurtigt.

The King

I dag er det 35 år siden, Elvis Presley døde. Hans musik lever heldigvis endnu.

Min storebror var glødende Elvis fan, da vi var teenagere. Derfor kunne jeg naturligvis ikke fordrage Elvis. Det lod jeg i hvert fald som om. Det skulle da ikke hedde sig, at jeg kunne lide den samme musik som min bror. Nej uha da.

I al hemmelighed lyttede jeg med, når  han spillede sine Elvis plader, men jeg påstod hårdnakket, at jeg ikke brød mig om dem. I virkeligheden var jeg vild med Elvis. Det er jeg stadigvæk.

Hvem har sagt, at det skal være nemt …

Efter at have skrevet til COOP og rykket for et svar på min henvendelse ang. udvalget af økologisk frugt, grønt og kød i deres butikker her i Næstved og omegn har jeg nu endelig fået en mail.

COOP har simpelt hen brugt tre uger på at beslutte sig til at sende min mail videre til vores lokale SuperBrugs. Det havde de nu ikke behøvet, jeg klager nemlig jævnligt min nød til personalet i Brugsen. Jeg var mere interesseret i, at få COOP til at tage stilling til, om de som en af de store spillere indenfor dagligvarer gør det godt nok med hensyn til økologi. Det besluttes jo centralt, hvilke varer der indgår i sortimentet.

SuperBrugsen svarede til gengæld i løbet af to timer. Man havde snakket om det og ville gerne indrømme, at hvad frugt og grønt angår, skal det blive bedre. Fersk kød prøver de stadig at “disponere i forhold til salg.”

Jeg er ikke helt vildt tilfreds med resultaterne af min lille kampagne, men jeg giver ikke op endnu.