I går, da Sander var hjemme hos os, sad han og jeg på et tidspunkt ude på terrassen.
Sander snakkede løs om løst og fast, men pludselig ændrede snakken karakter. Ansigtet blev lagt i alvorlige folder og tonefaldet blev så trist og dystert, at der ikke var tvivl om, at nu kom der altså noget, der ikke var sjov og ballade.
Desværre fik jeg ikke fat i indledningen til betroelsen, men så kom de dystre ord: ” Og så kan jeg – Farmors Dreng – falde ned i afløbet!” Han brokker sig ellers, når jeg kalder ham Farmors dreng, men i dennne sammenhæng var det åbenbart helt i orden – og meget virkningsfuldt. For en sikkerheds skyld sagde han det en gang til, og denne gang blev ordene ledsaget af en opgivende håndbevægelse – med opadvendte håndflader og det hele.
Jeg skyndte mig at forsikre ham om, at der ikke var nogen som helst fare for, at han kunne falde i noget afløb. Det slog han sig til tåls med, og vi tog fat på mere muntre samtaleemner.
Det er ikke godt at vide, hvad der har fået ham til at få den tanke, at han kunne falde i afløbet – børn gør sig mange tanker.