En skør, skør drømmeverden

Da jeg vågnede i morges, havde jeg sådan en underlig følelse af uro. Den stammede fra et sammensurium af mærkværdige drømme, som  jeg kun kan huske brudstykker af.

Noget af det, jeg husker er, at jeg skulle passe på en lille dreng. I drømmen var der ikke nogen tvivl om, at drengen på en eller anden måde hørte mig til, men han lignede ikke rigtig nogen af mine egne drenge og heller ikke mit barnebarn. Men jeg passede altså på ham,  og vi gik tur i en by, som jeg ikke kendte. Pludselig kom en hestevogn blæsende. Hestene løb løbsk, og vognen – som ikke var en almindelig hestevogn men mere lignede anhængeren på en lastbil – var ved at vælte.  Vi søgte tilflugt i en lille hjørnebutik, som viste sig at være kæmpestor, når man kom indenfor. Derinde var der bl.a. et mange meter bredt skuffedarium med enorme skuffer fulde af bleer. Bleerne var dekoreret  med tegninger af bl.a. Bedstemor And.

Mærkelig drøm!

Jeg kan huske flere mærkelige brudstykker af nattens drømme, men de hænger vist ikke sammen med drømmen om hestevognen. Det var noget med en hel masse forkølelsessår, og jeg ved ikke hvad.

Efter sådan en nat er det dejligt at vågne op til virkeligheden og beroligende hverdagsagtigt at komme ud at gå en tur og indsnuse duften af hyld og jasmin.

Du vil måske også synes om

4 kommentarer

  1. Ja, det var da godt, at du vågnede op til hverdagen. Drømme er ofte nogle underlige størrelser. Hvad mon en drømmetyder kan få ud af sådan en aktivitet på drømmeplan ? Jeg synes altid, jeg har glemt om morgenen, hvad jeg drømte. Måske skulle man have sig en drømmenatbog og skrive det, man husker, ned, så snart man slår øjnene op :-)!

    1. Nonna : Ja, jeg gad også vide, hvad en drømmetyder kunne få ud af sådan en forvirret drøm 🙂 Det er ikke så tit, jeg kan huske, hvad jeg har drømt – tit er det bare en stemning, der sidder tilbage, lige når jeg vågner. I hvert fald var jeg glad for at vågne op til en helt almindelig onsdag forhåbentlig uden løbske heste 🙂

  2. Ja, det er mærkeligt, hvad vi oplever i drømme – det lyder ikke som et mareridt? Jeg prøver at huske mine drømme, men hvis jeg ikke får tænkt dem igennem med det samme, glemmer jeg dem oftest igen.

    1. Madame : Nej, det var ikke et mareridt – bare en rodet drøm, som jeg åbenbart kom lidt brat ud af, siden jeg stadig havde en følelse af uro, da jeg vågnede.
      Jeg husker heller ikke mine drømme særlig tit, og som du er inde på, er det vigtigt at få hold på drømmen, straks man vågmer, ellers smutter den.Jeg har aldrig beskæftiget mig så meget med at forstå drømme, men egentlig er det jo ret spændende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *