Vi var til familiefest tidligere på ugen.
Det var dejligt at være sammen med familien, det sker ikke så tit, at alle vi fem søskende er samlet.
Efter festen har jeg gået og tænkt på, hvor pudsigt det er, at så snart man er sammen med familien, så finder man helt uvilkårligt tilbage til det helt særlige sprog, man har tilfælles fra opvæksten. Under frokosten omtalte jeg f.eks. helt automatisk et stykke smørrebrød med roastbeef som et stykke med rostbøf – sådan sagde vi nemlig i vores barndomshjem. Der er mange andre ord, udtryk, betoninger og talemåder, der kun bliver luftet, når jeg er sammen med mine søskende. Det er ikke noget, jeg tænker over eller gør med vilje, det kommer bare helt af sig selv.
Jeg ved ikke, om alle har det på samme måde, men jeg har da lagt mærke til, at jeg i hvert fald ikke er den eneste.
4 kommentarer
Mine bedsteforældre havde slagterforretning, og vi sagde også rostbøf, sjovt nok.
Jo jeg kender godt det med at have et bestemt “sprog” sammen med familie eller nære venner.
Eva : Rostbøf er vel det fordanskede ord, sådan tror jeg, de fleste sagde dengang – i hvert fald mange. Siden har vi jo blandet sproget meget op med engelske ord.
Det kan jeg også genkende – vi er vist mange, der helt automatisk vender tilbage til det sprog, vi havde til fælles i familien 🙂 I mine svigerforældre familie sagde man ‘råsbøf’ om roastbeef.
Madame : Jeg synes, det er så hyggeligt og hjemligt, når vi falder ind i det særlige sprog indbyrdes.