Månedsarkiv: juni 2012

Pasfoto og vandpjaskeri

Sander kom i dag og forærede os et lille billede af sig selv. Han har nemlig fået taget pasbilleder, og der var et i overskud, som vi gerne måtte få. Det blev vi glade for.

Selv om vi har fået rigeligt med regn i dag, kunne Sander naturligvis ikke besøge os uden lige at vande lidt i haven med sin lille grønne vandkande. I dag vandede han også med en tom opvaskemiddelflaske, som jeg havde skyllet og gemt til ham. Det morede ham meget at lave “springvand.” Til sidst var vandpjaskeriet lige ved at ende i en decideret vandkamp for tre generationer. Heldigvis lykkedes det mig at holde mig udenfor kampzonen.

Ros til sommeren

Der er mange, der er utilfredse med sommervejret i år.

Jeg er ikke en af dem. For når nu man ikke rigtig er så glad for meget varme, og når man er græspollenallergiker – så er den her sommer rigtig god.

Så – som altid – er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget – hvis det kan være en trøst for alle dem, der går og længes efter mere sol og varme.

Som perler på en snor

Da vi var børn, kendte mine søskende og jeg nogle rigtig gode steder, hvor vi kunne finde skovjordbær.

Hold da op, hvor smagte de små bær bare godt. Som regel spiste vi dem bare, efterhånden som vi plukkede dem, men nogen gange trak vi dem på et græsstrå. Sådan et langt hundegræsstrå var perfekt. Der kunne være mange små skovjordbær på sådan et strå. De sad som perler på en snor. Når der ikke kunne være flere, fandt vi et godt sted, hvor vi kunne sidde og guffe lækkerierne i os.

Nu hvor jeg tænker tilbage på det, kan jeg genkalde mig solen, varmen, duften, smagen og følelsen af, at livet bare var enkelt, ukompliceret og godt.

En skør, skør drømmeverden

Da jeg vågnede i morges, havde jeg sådan en underlig følelse af uro. Den stammede fra et sammensurium af mærkværdige drømme, som  jeg kun kan huske brudstykker af.

Noget af det, jeg husker er, at jeg skulle passe på en lille dreng. I drømmen var der ikke nogen tvivl om, at drengen på en eller anden måde hørte mig til, men han lignede ikke rigtig nogen af mine egne drenge og heller ikke mit barnebarn. Men jeg passede altså på ham,  og vi gik tur i en by, som jeg ikke kendte. Pludselig kom en hestevogn blæsende. Hestene løb løbsk, og vognen – som ikke var en almindelig hestevogn men mere lignede anhængeren på en lastbil – var ved at vælte.  Vi søgte tilflugt i en lille hjørnebutik, som viste sig at være kæmpestor, når man kom indenfor. Derinde var der bl.a. et mange meter bredt skuffedarium med enorme skuffer fulde af bleer. Bleerne var dekoreret  med tegninger af bl.a. Bedstemor And.

Mærkelig drøm!

Jeg kan huske flere mærkelige brudstykker af nattens drømme, men de hænger vist ikke sammen med drømmen om hestevognen. Det var noget med en hel masse forkølelsessår, og jeg ved ikke hvad.

Efter sådan en nat er det dejligt at vågne op til virkeligheden og beroligende hverdagsagtigt at komme ud at gå en tur og indsnuse duften af hyld og jasmin.

Lille Peter Edderkop

For nylig, da vi passede Sander, stod jeg på et tidspunkt ude i køkkenet, mens Henrik og Sander var inde i stuen.

Pludselig lød der fællessang fra stuen – Lille Peter Edderkop. En af de to skønsangere kunne vist ikke teksten helt perfekt. I hvert fald sang den ene af dem: “Lille Peter Edderkop sejled’ op ad åen.” Jeg vil ikke komme ind på, hvem det var, der sang den alternative tekst, men det var ikke Sander.

Kunne jeg lade være med at grine? Ikke helt.

Sandskulpturer

Selvom Sander og jeg lavede nogle flotte sandfigurer forleden dag, tror jeg nok, at vi skal øve os en lille smule mere, før vi kommer på niveau med de dygtige kunstnere, der har skabt de flotte sandskulpturer på Hundested Sandskulptur Festival.

Tænk engang, at en bunke sand kan forvandles til så store, flotte og detaljerede kunstværker.

Sandkager på stribe

Vi var hjemme hos Sander for at se efter ham et par timer sidst på eftermiddagen i går.

Vi havde købt en lille plastikgravko til ham til at lege med i sandkassen. Den blev han glad for, og vi skyndte os om til sandkassen for at lege.

Lidt senere spurgte naboen over hækken, om Sander kunne bruge noget ekstra sand til sandkassen. Han havde fået sand hjem og havde noget i overskud. Det var jo ikke vores afgørelse, men vi vovede det ene øje og sagde, at det troede vi nok, at både Sander og hans forældre ville blive glade for.

Der er jo det med sand, at det har en tendens til på en eller anden mystisk måde at forsvinde fra sandkassen og ende alle mulige mærkelige steder. Det er lige så sikkert som Amen i kirken, at sandet næsten af sig selv bevæger sig ud af sandkassen, ud på fliserne, ud på græsplænen, ind i tøj og sko, ind på køkkengulvet og alle de andre steder, hvor vi allesammen hader sand. På den måde synker “sandstanden” i sandkassen jo efterhånden, og så er det godt at få fyldt op med lidt frisk sand.

Sander blev også rigtig glad for den trillebørfuld sand, naboen kom med til ham. Det var dejligt fugtigt strandsand, så det var perfekt at lave sandkager og andre små kunstværker af. Så det gjorde vi.

Den lille nye gravko blev godt og grundigt indviet sammen med det nye sand.

Et stykke med rostbøf

Vi var til familiefest tidligere på ugen.

Det var dejligt at være sammen med familien, det sker ikke så tit, at alle vi fem søskende er samlet.

Efter festen har jeg gået og tænkt på, hvor pudsigt det er, at så snart man er sammen med familien, så finder man helt uvilkårligt tilbage til det helt særlige sprog, man har tilfælles fra opvæksten. Under frokosten omtalte jeg f.eks. helt automatisk et stykke smørrebrød med roastbeef som et stykke med rostbøf – sådan sagde vi nemlig i vores barndomshjem. Der er mange andre ord, udtryk, betoninger og talemåder, der kun bliver luftet, når jeg er sammen med mine søskende. Det er ikke noget, jeg tænker over eller gør med vilje, det kommer bare helt af sig selv.

Jeg ved ikke, om alle har det på samme måde, men jeg har da lagt mærke til, at jeg i hvert fald ikke er den eneste.