Hvad skal man tro – om overtro

Her til morgen, da jeg gik min morgentur, løb en sort kat over stien foran mig. Helt automatisk formede mine læber et stille 7-9-13, og jeg drejede hovedet og antydede et spyt over venstre skulder.

Jeg banker også under bordet. Hvis jeg spilder salt, kaster jeg lidt af det over venstre skulder. Jeg går ikke under stiger. Jeg er heller ikke glad, når jeg får knust et spejl, men jeg har vist baldret så mange, at det rækker til det meste af et liv. Og sådan er der så meget.

Det er en lille smule flovt, men jeg tør ikke rigtig lade være med at udføre de der små manøvrer, der angiveligt skal afværge ulykker. Jeg gør det “for en sikkerheds skyld.” Man skal jo ikke udfordre hverken skæbnen eller Nemesis, vel?

Selv om det er en anelse flovt at være lidt overtroisk er det på en måde også hyggeligt, for det er jo noget, man har med hjemmefra. Jeg kan da tydeligt huske, at især min mor altid gjorde opmærksom på de ting,  man skulle vare sig for. Når jeg synger i brusebadet om morgenen, kan jeg somme tider høre hendes stemme for mig, når hun sagde: ” Den, der synger fra morgenstunden, græder inden aften.”

Jeg vil ikke betegne mig selv som meget overtroisk, men jeg kan ikke nægte, at der ligger lidt af det på rygmarven.  Det er en del af min bagage fra barndommen.

8 tanker om “Hvad skal man tro – om overtro

  1. Jeg tror, der er mange, der gør som dig – bare for en sikkerheds skyld 🙂 Efter at have haft en sort kat fik jeg andet syn på sorte katte, der går over vejen.

    1. Madame :Jeg kan godt se, at med en sort kat i huset kan man ikke lade sig styre af overtro, så kan man jo ikke lave andet end gå og spytte over skulderen 😉

  2. Den med katten kommer jeg også altid til at tænke over – selvom jeg ikke smider salt over skulderen. 7-9-13 kan jeg sagtens finde på at sige. Noget, jeg synes er spændende, er, hvor grænsen går mellem tro og overtro? Hvornår er det det ene og hvornår er det det modsatte?

    1. Anne Thompson : Det er et interessant spørgsmål – hvor grænsen går mellem tro og overtro – og hvad der er hvad. Tit har man det jo med at kalde det, som man ikke selv tror på, for overtro. Jeg betragter det nok selv mest som en form for arvegods, som jeg ikke lægger alverden i men som jeg alligevel ikke helt kan fraskrive mig 🙂

  3. Min faster var så ekstremt overtroisk, at jeg vist nok reagerede på det allerede som lille og tænkte, at det der var da bare for meget, så jeg er slet ikke overtroisk 🙂

    Jeg måtte smile over din “for en sikkerheds skyld” – kender du historien om Niels Bohr, der havde en hestesko over sin dør?
    En journalist spurgte ham, om en videnskabsmand af hans karat virkelig troede på den slags?
    “Nej,” svarede Hr. Bohr, “men jeg har ladet mig fortælle, at det virker, selv om man ikke tror på det.”
    Et herligt paradoks.

    1. Ellen : Den historie kendte jeg ikke.
      Jeg synes selv, det er lidt pjattet, men det ligger åbenbart dybt i mig fra barndommen. I hvert fald “tør” jeg kan ikke rigtig lade være med der der 7-9-13, har gjort det så sent som her til morgen, da en sort kat krydsede min vej 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *