Så skal vi til det igen. Det er sommertid og – hvad mit indre ur angår – forvirring.
Jeg lærer det vist aldrig. Jeg er ikke tilpas med det der sommertidshalløj. Mit indre ur kan ikke stilles sådan uden videre.
Jeg kan godt se, når jeg ser på lyset udenfor, at det tidspunkt, urene viser, er helt forkert. Jeg går uvilkårligt og regner om til normaltid. Der kommer rod i døgnrytmen og søvnen.
Det er en ringe trøst, at vi går tilbage til normaltid om et halvt års tid.
