Om at regne alle med – eller ej

Jeg fik et fint nytårskort fra min søster i dag. Hun ønskede godt nytår, skrev lidt om sine planer for nytårsaften – og så kom det.

Hun skrev, at hun jo havde læst på min blog om min fadæse med kartoflerne juleaften. Hun havde også læst, at jeg skrev, at jeg har en sød familie, der ikke mobber mig. Og så fortsatte hun: “Men har du mon regnet alle med?”

Vedlagt var en lille pose Læsø salt og den fineste saltske.

I vores familie får man ikke lov til at dø i synden!

Læs videre

Roligt tempo og held i uheld

Dagene efter jul er blevet brugt til at rydde op og rydde ud. Det hører jo med.

Nu ligner huset sig selv igen. Lige så hyggeligt det er at gense den velkendte julepynt hvert år, lige så rart er det, når det er pakket væk igen.

Oprydningen er foregået i et roligt tempo. Noget dårligdom har krævet en omgang bredspektret penicillin og den slags kan godt lægge en dæmper på aktivitetsniveauet. Jeg er bare glad for, at det uvelkomne indslag i julen først opstod efter juleaften.

Lidt heldig har man da heldigvis lov til at være.

 

Læs videre

Tradition og fornyelse

Der er nogen, der siger, at man ikke skal være bleg for at bryde en tradition hist og pist for at få plads til lidt fornyelse. Den er jeg med på.

Jeg har også prøvet noget nyt denne jul. Sådan i det små. Jeg har for første gang serveret en julemiddag, som på overfladen så ret traditionel ud, men med kartofler kogt helt uden salt. Frisk fornyelse, ikke? Eller …?

Da jeg hældte kartoflerne op i en skål stod det mig pludselig krystalklart, at jeg aldrig fik kommet salt ved dem. Heldigvis er saltbøssen opfundet, og heldigvis har jeg en sød familie, der ikke mobber mig en højhellig juleaften. (Men det skal de nok komme efter på et senere tidspunkt.)

Som første  – og indtil videre eneste – barn i den nye generation i den nære familie var Sander den eneste, der fik julegaver. Alligevel var der mange pakker under træet. Faktisk så mange at Sander et par gange stolt overrakte en pakke til en af os andre. Han var vist lidt overvældet og kunne snildt have klaret sig med færre pakker, men vi er jo mange, der gerne vil glæde ham med julegaver. Han var så sød og glad og sagde glædestrålende:” Neeeiiii”, hver gang han havde åbnet en pakke.

Hans glæde varmede alle vores julehjerter.

Læs videre

23. december

Da jeg var barn, syntes jeg, at den 23. december var en af de bedste dage på hele året. Faktisk næsten på højde med juleaften.

Det var nemlig min mors fødselsdag, og så kom mine voksne søskende, der ikke boede hjemme længere, på besøg – efterhånden også med deres ægtefæller og børn. Det samme gjorde min morfar og mormor og som regel også andre familiemedlemmer.

Så myldrede huset med en masse glade mennesker. Juletræet var pyntet, og der var en helt speciel hyggelig atmosfære.

Åh, hvor var det altså bare hyggeligt.

Dengang var det langtfra alle, der havde egen bil, og vi boede langt ude på landet, hvor det kneb gevaldigt med offentlig transport. Så det var ikke hver og hveranden dag, man kunne besøge hinanden. Måske derfor var de dage om året, hvor familien samledes noget ganske særligt og meget kærkomment.

Læs videre

En af favoritterne

Blandt alle de julekort, jeg har fået gennem årene, er det her en af de absolutte favoritter.

Jeg gemmer slet ikke alle julekort, men nogle bliver gemt – enten (især) på grund af det, der er skrevet på dem, eller fordi de er for fine eller søde til, at jeg kan nænne at skille mig af med dem.

Den her lille Christel-nisse er efter min mening både kær og bevaringsværdig.

Læs videre