Månedsarkiv: september 2011

Hold på hat og briller

I morges var det Farfar og Farmor her, der havde tjansen med at køre Sander i vuggestue.

Det var tidligt, og Sander var stadig en anelse morgenstille. Han sad i sin autostol på bagsædet og småsnakkede lidt om, at hans far skulle på arbejde, men at han ville komme igen senere. Alt sammen  helt rigtigt.

Pludselig lyder det så: “Farmor kører stærkt.” Så har man hørt det med. (Man må altså kun køre 60 km i timen på den pågældende trækning, og det overholdt jeg skam.)

Tivolitur med familien

I går var vi en tur i Tivoli – næsten hele familien. Det er efterhånden vanskeligt at samles allesammen på en gang, der er næsten altid mindst én, der er på arbejde eller på anden måde forhindret. Så vi må bare være glade, når det lykkes at være næsten fuldtallige.

I går gik turen altså til Tivoli. Vi var allesammen spændte på, hvad Sander ville sige til det. Han nød det i fulde drag. Han vendte og drejede hovedet og kiggede og kiggede på alt det spændende. Udover alle forlystelserne var der mange andre spændende ting, der fangede hans opmærksomhed. Der var f.eks et par helikoptere, der cirkulerede længe i luften over os, der var alle “vandpytterne” (springvand og bassiner), og der var ænderne.

På et tidspunkt susede Sander afsted efter en and, mens han skrålede: “Fanger dig. Fanger dig!” Det lykkedes dog at indfange ham, før han fik fat i det arme fjerkræ. Så alle var glade, og ingen led overlast.

Det var en fornøjelse for os allesammen at opleve Tivolituren sammen med Sander og se hans glæde.

Igen

Jeg  passede Sander i formiddags. Vi havde det noget så hyggeligt. Vi gik tur i solskinsvejret, vi lagde puslespil og legede med Duplo.

Sander hentede også De Små Synger og bad mig om at synge om “kat”. Jeg begyndte at synge Se den lille kattekilling, men det faldt ikke i god jord. Sander sagde “Vit bum-bum”, men det fattede jeg ikke noget af. Til sidst fandt han selv den rigtige sang i sangbogen og viste mig, at det var den, han gerne ville høre. Det var Der sad to katte på et bord. Selvfølgelig!

Da endelig tiøren var faldet, og jeg sang den rigtige sang, kunne Sander slet ikke blive træt af at høre den. Hver gang jeg havde sunget sangen til ende, sagde han:”Igen!”

Så der blev skrålet igennem. Man må jo benytte sig af det, når der endelig er nogen, der sætter pris på den sangstemme, man nu engang er udstyret med. Min sangstemme er virkelig ikke god, og der er da heller ikke nogen, der har opfordret mig til at synge, siden min yngste søn var lille og godt gad at lægge øre til.

Hastværk er lastværk

I dag, da jeg kom blæsende for at nå at aflevere en pakke på posthuset, inden jeg skulle handle, inden jeg skulle … en hel masse andet, blev jeg sendt til tælling. Jeg faldt simpelthen. Jeg overså en lille forhøjning i asfalten og røg forover. Stadig med pakken i hænderne. Ned at ligge i sådan en fart.

Jeg fik vredet det ene håndled godt og grundigt, slået knæet og skrabet anklen en lillebitte smule. Alt i alt ikke noget at snakke om. Men alligevel – jeg blev simpelthen så forskrækket over pludselig at ligge der og rode rundt.

Så kan jeg lære det – hastværk er altså lastværk!

Luk døren, Farmor

Sander var på besøg i formiddags sammen med sin far.

Sander fik hurtigt lokket Farfar med ind på gæste/legeværelset for at lege med Duplo. Inde på værelset står en sovesofa, som Sander godt kan lide både at sidde og ligge på – og især kan han godt lide at ligge på knæ foran sofaen og bruge den til køre på med de forskellige Duplo-køretøjer. Der hører også et par puder/hynder til sofaen, som let kan trylles om til en garage – så der er godt at lege.

Legen var godt i gang, da jeg gik ind på værelset og spurgte de to legekammerater, om jeg måtte låne den ene at de to traktorer, de kørte med. Svaret var et strengt: “Luk døren, Farmor!”

Nå ja, som min mor altid sagde, er det jo ingen skam at gå, når man ligefrem bliver smidt ud. Så jeg trak mig tilbage i god ro og orden.

Senere kiggede jeg ind igen, og denne gang lød det mere mildt : “Kom bare ind, Farmor.”

Vi får os mange billige grin lige i øjeblikket over de bemærkninger, Sander kommer med. Der falder et guldkorn i ny og næ.

Frikvarter

I eftermiddags, da vi var i Næstved for at købe ind og ordne nogle forskellige ærinder, mødte vi helt tilfældigt Sander og hans far.

Vi havde lige parkeret bilen og var klar til at kaste os ud i indkøbsløjerne, da en sød lille stemme pludselig gjaldede: “Faarmooar.”

Hvor bliver jeg bare blød om hjertet, når den lille krudtugle kommer løbende helt glad og ivrig.

Vi pjækkede fra vores indkøb en halv times tid og gik sammen med Sander og hans far over på Axeltorv, hvor der er et lille legeområde for de små med rutschebane og den slags sjov.

Sådan en lille spadseretur gennem byen – i solskin og hånd i hånd med verdens bedste Sander – det er noget, der gør mig glad.