Skuespiller med højdeskræk

Forleden dag, da yngste søn og hans kæreste var på besøg, kom vi til at snakke om højdeskræk. Jeg er ikke gode venner med højder. Jeg fortalte, hvor panisk ræd jeg havde været, da han var barn og jeg var sammen med ham oppe i diverse kørende forlystelser i f.eks, Disneyland (Paris), Tivoli og BonBon-Land. Ja, jeg indrømmer det gerne – selv Hundeprutte-rutschebanen i BonBon-Land og nogle flyvende elefanter i Disneyland – absolut beregnet til at fornøje mindre børn – fandt jeg ret så angstprovokerende.

Det var jo lidt flovt at være bange for noget, som børnene syntes var vildt skægt, og i hvert fald ville jeg ikke så gerne vise, at jeg var bange. Børnene kunne jo tro, at der reelt var noget at være bange for.

Sønnike grinede godt af, at jeg havde været bange, når vi sådan var ude for at more os. Heldigvis sagde han, at jeg havde været god til at skjule det. Gudskelov! Forældre vil vel altid gerne gøre deres børn trygge, og i den forbindelse er det ikke smart, hvis de voksne alt for tit går i spåner af skræk.

Lignende indlæg

2 kommentarer

  1. Det er noget underligt noget med de dér irrationelle fobier. Man skulle jo tro, at det, at man overvandt sig selv én gang, kunne få overbevist underbevidstheden om, at det ikke er farligt, men sådan er det ikke.
    Jeg har ikke højdeskræk, men luk mig inde i hvad som helst, og jeg er stiv af skræk. Det inkluderer elevatorer, og nogle gange er jeg desværre nødt til at bruge sådan en, men jeg har det ikke godt – og værre, jo mindre den er…
    Derfor synes jeg det var flot, at du formåede at skjule din angst for dine børn, men jeg er helt enig i, at det er yderst vigtigt, at vores børn kun oplever tryghed og sikkerhed hos os voksne.

    1. Ellen : Jeg tror, at de fleste har en eller anden form for fobi. Det vigtigste er nok, at man forsøger at undgå, at fobien får overtaget på den måde at forstå, at man helt undgår de situationer, man er bange for. Det er bedst at udfordre angsten lidt. Jeg glemmer aldrig en ferie i Schwarzwald, hvor mine børn meget gerne ville have en tur i en svævebane. Da jeg så de små kabiner, man skulle sidde i der højt oppe i luften, var jeg lige så mine ben rystede, og jeg ville for enhver pris undgå at skulle derop. Min yngste dreng ville bare ikke afsted, hvis ikke hans mor var med, så jeg skød hjertet op i livet og tog med. Da først vi hang oppe i luften, og hjertet var tilbage på plads, var det en storslået tur. Bagefter var jeg stolt og glad over at have overvundet mig selv. Alligevel skulle der meget overvindelse til, da jeg nogle år senere skulle op i en lignende svævebane i Harzen og på en ferie i Canada kunne jeg ikke mobilisere mit mod, men blev nede, mens familien tog en svævebanetur op på et bjerg. Fobier er svære 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *