Hjemme igen

Vi har haft besøg af Sander og hans far og mor i dag. De er lige vendt hjem efter 14 dages ferie, så det var dejligt at se dem igen.

Selv om to uger ikke er voldsomt lang tid, synes jeg, at Sander er blevet så stor, mens de har været væk. Han løber i vejret, gør han. Han har også udvidet sit ordforråd en del i feriens løb.

Selv om jeg har oplevet det før, bliver jeg en smule overrasket over, hvor meget sådan en to-årig egentlig udvikler sig på ganske kort tid. Der er godt nok fart på.

 

Læs indlægget

Skuespiller med højdeskræk

Forleden dag, da yngste søn og hans kæreste var på besøg, kom vi til at snakke om højdeskræk. Jeg er ikke gode venner med højder. Jeg fortalte, hvor panisk ræd jeg havde været, da han var barn og jeg var sammen med ham oppe i diverse kørende forlystelser i f.eks, Disneyland (Paris), Tivoli og BonBon-Land. Ja, jeg indrømmer det gerne – selv Hundeprutte-rutschebanen i BonBon-Land og nogle flyvende elefanter i Disneyland – absolut beregnet til at fornøje mindre børn – fandt jeg ret så angstprovokerende.

Det var jo lidt flovt at være bange for noget, som børnene syntes var vildt skægt, og i hvert fald ville jeg ikke så gerne vise, at jeg var bange. Børnene kunne jo tro, at der reelt var noget at være bange for.

Sønnike grinede godt af, at jeg havde været bange, når vi sådan var ude for at more os. Heldigvis sagde han, at jeg havde været god til at skjule det. Gudskelov! Forældre vil vel altid gerne gøre deres børn trygge, og i den forbindelse er det ikke smart, hvis de voksne alt for tit går i spåner af skræk.

Læs indlægget

At æde sig en pukkel til

I dag, da jeg var i gang med at spise ribs – mange ribs, kom jeg til at tænke på et udtryk, min mor tit brugte. At æde sig en pukkel til.

Uvist af hvilken grund kunne jeg  – med munden fuld af ribs – pludselig næsten høre min mors stemme sige: “Pas nu på, du ikke æder dig en pukkel til”.

Jeg er glad for ribs, og mon ikke man kan indtage temmelig mange uden ligefrem at æde sig en pukkel til?

Læs indlægget

Klinker, masser af klinker

Vi skal have lagt nye klinkegulve indenfor en overskuelig fremtid. Det ligger fast.

Hvad der derimod ikke ligger fast er, hvad for nogle klinker vi skal have lagt.

Jeg har et lidt luftigt, lidt tåget billede i hovedet af, hvordan det måske skal ende med at se ud. Ikke særlig konkret, vel?

Men for nogle timer siden drog vi friske afsted for at kigge på klinker. Og vi kiggede, og kiggede. Og kiggede.

Da vi havde kigget meget og længe, havde vi et par klinker i hånden, som var udtaget som mulige emner. Hen til fagmanden i butikken og diskutere vores valg med ham. Det var en ommer. De klinker, der havde fundet nåde for vores blik, var ikke robuste og slidstærke nok til køkken og bryggers, men kunne derimod godt bruges på et badeværelse. Nå!

Jamen, så kigger vi da bare videre. Der er rigeligt at kigge på. Rigeligt at vælge imellem.

Det er jo dejligt at have så meget at vælge imellem. Det gør det bare ikke særlig let, når man er en ubeslutsom sjæl som mig. For det er jeg. Ubeslutsom.

I virkeligheden er der mange forskellige klinker, jeg synes er pæne. Jeg har så grumme svært ved at vælge. For jeg er nemlig så bange for at vælge forkert. For at fortryde. For at finde noget, jeg hellere ville have haft – når det er for sent.

Det er et luksusproblem. Jeg ved det godt.

Læs indlægget