Månedsarkiv: maj 2011

Langt om længe

Endelig langt om længe har jeg fået taget mig sammen til at få udfyldt den blanket, man skal udfylde for at blive fri for at få postkassen fyldt til bristepunktet med trykte reklamer hver uge.

Så nu venter jeg bare på at få mit Reklamer – nej tak- skilt tilsendt.

Så er det slut med at have dårlig samvittighed over at belaste miljøet med kemikalier  fra det kæmpe læs reklamer, der hver uge plejer at lande i min postkasse. For slet ikke at tale om det store spild af papir. De fleste af reklametryksagerne plejer jeg alligevel at sortere fra med det samme og ekspedere direkte i papircontaineren.

Det er jo slet ikke rimeligt.

Jeg læser efterhånden de reklamer, jeg vil læse, online. Så nu skal der orden i tingene og samvittigheden (på lige det område) vaskes ren.

Det gav ikke sved på panden

Vi passede Sander i aftes.

Han var lagt i seng, da vi kom – men sov ikke endnu. Han lå et kvarters tid og snakkede lidt med sig selv og sang lige så stille. Så blev der stille, og han snorksov.

Så det var lidt af en loppetjans. Hele min indsats bestod i at liste mig ind og kigge til ham, da han var faldet i søvn, og lige lægge dynen om hans små fødder.

Han sov trygt og opdagede overhovedet ikke, at vi var der.

Velvalgt tidspunkt

Det meste af formiddagen gik jeg og talte på knapper – skulle jeg gå en tur, eller skulle jeg vente? Der trak nemlig nogle ordentlige sorte skyer ind over med korte mellemrum.

Men det blev ved det. Det holdt tørt.

Så det endte med, at jeg gik ud fra, at det ikke blev til noget med det der regnvejr. Så jeg gik mig altså en tur.

Da jeg var sådan cirka et kvarters gang hjemmefra, kom regnen. Selvfølgelig.

To minutter efter jeg var kommet hjem, skinnede solen. Er det ikke typisk?

Nå, men det var nu en dejlig tur alligevel. Og regnbygen sørgede for, at jeg fik tempoet – og pulsen – lidt højere op, end jeg plejer.

Der er jo ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.

Nej, ved De nu hvad

Alle borgere over 30 år (plus et antal 20-30 årige) i Næstved kommune er blevet inviteret til at deltage i en stor befolkningsundersøgelse. Man får tilbudt en helbredsundersøgelse med EKG, blodprøver, lungefunktionstest og alt sådan noget.

Jeg går ud fra, at det hele munder ud i en større forskningsrapport.

Jeg har været meget i tvivl, om jeg ville deltage i undersøgelsen. Egentlig synes jeg, at jeg har så rigelig kontakt til sundhedsvæsenet i forvejen. På den anden side set, er det måske også dumt ikke at tage imod et grundigt helbredstjek?

Efter en masse vejen for og imod tog jeg ind på Næstved Sygehus i dag for at få undersøgelsen overstået.

I forvejen havde jeg udfyldt et meget omfattende spørgeskema. I dag fik de unge studerende så lov til at måle og veje mig, tappe blod og gøre ved.

Det var alt sammen helt i orden. Men jeg blev lidt vrissen indvendig, da en ung fyr blev ved med at sige De til mig. For så ved man da, at man bliver anset for at være gammel.

Her stiller man op i forskningens og videnskabens tjeneste – og det er takken.

To år

I dag er det Sanders to-års fødselsdag.

Så vi har været til en rigtig hyggelig og fornøjelig børnefødselsdag.

Sander hyggede sig gevaldigt som festens lille midtpunkt. Han var glad og ivrig, da han pakkede sine gaver ud. De sidste havde han næsten ikke tid tid at give sig i kast med, fordi der jo var spændende nyt legetøj, der krævede hans opmærksomhed.

Der var heller ingen tvivl om, at fødselsdagsbarnet kunne lide, at hele familien sang fødselsdagssang og råbte hurra for ham. Han sad og smilede glad og kiggede rundt på os allesammen.

Da der kom lagkage på bordet pustede han lysene ud, som om han aldrig havde bestilt andet. Der var to lagkager, og da han havde pustet lysene ud på dem begge, blev han lidt ærgerlig over, at der ikke var flere lys at puste ud. Men i næste sekund blev han optaget af de små flag, bordet var pyntet med, og så var lysene glemt.

I det hele taget var fødselsdagsbarnet i det skønneste humør hele dagen, og det var så dejligt at være med til at fejre ham.

 

Sikke en velkomst

Henrik og jeg  hentede Sander i vuggestuen i dag.

Sander vidste godt, at der var os, der ville komme og hente ham.

Han var ved at blive skiftet, da vi kom. Jeg gik forrest og kiggede ind til ham i puslerummet. Sander sagde: “Hej” og smilede til mig – og så fik han ellers øje på Henrik bagved mig. “FARFAR” råbte han højt og glædestrålende. Og så skal jeg da ellers lige love for, at han var klar til at gå hjem.

Det var svært at afgøre hvem, der strålede mest – Sander eller hans farfar – da de forlod vuggestuen hånd i hånd.

Syrenerne blomstrer

Så blev det endelig tid. Syrenerne er ved at springe ud. De dufter allerede.

Duften af syrener er en af mine yndlingsdufte.

Hver gang jeg kan se mit snit til det, sniger jeg mig ned bagerst i haven og stikker næsen i syrenblomsterne. Skønt!

En kort, en lang

I går, da Sander var på besøg, blev han vist en smule forvirret over, at hans cykel, bold og kost ikke befandt sig i carporten. Det er ellers legesagernes faste plads, og guldklumpen plejer at styre direkte hen i carporten efter tingene.

I går var tingene altså ikke på deres plads. Jeg havde nemlig vasket havemøblerne af, og da jeg nu var igang, fik Sanders legesager også lige en omgang med en opvredet klud. Sagen er nemlig den, at et par gravemaskiner i denne tid huserer inde i nabohaven  – der bliver gravet i den knastørre jord, og der fældes træer, der falder til jorden i store skyer af pollen – så sådan alt i alt støver det en smule – for nu at udtrykke det diplomatisk.

I hvert fald stod den nyvaskede trehjulede cykel omme på terrassen med bolden i ladet, da Sander arriverede. Så langt så godt. Men så spurgte han efter sin kost. Hvor var den henne?

Egentlig gad han ikke rigtig feje. Ti sekunder gik der vel med det, men der skulle bare være styr på, hvor i alverden kosten var henne.