Månedsarkiv: januar 2011

Blækket er tørt

Er det ikke bare et dejligt frimærke?

Jeg er lidt vild med frimærker. De er jo småbitte – og alligevel store – kunstværker. (Jeg er også vild med, at frimærkerne er blevet selvklæbende.)

Det her med Dan Turéll er jeg særlig vild med, ligesom jeg er vild med hans digte.

Gå, gå – vinke, vinke

Forleden dag kørte vi for Sander og hans far, da Sander skulle i vuggestue.

Vi var heldige at få en parkeringsplads, hvorfra vi kunne se over til institutionens indgangsparti.

Sander og hans far steg ud af bilen, Sander fik sin lille rygsæk på ryggen og så gik de to. Det vil sige, Sander gik to skridt – vendte sig og vinkede til os – gik to skridt – vendte sig og vinkede til os – og sådan fortsatte han hele vejen over til døren.

Åh, hvor var det sødt og rørende.

Vand i øjnene

Jeg er blevet færdig med at læse Astrid & Veronika. Den var fantastisk. Meget rørende. Jeg indrømmer gerne, at mit blik var en kende sløret, da jeg læste de sidste sider i bogen.

Det fik mig til at tænke på dengang omkring 1970, da jeg som meget ung pige var i biografen for at se Love Story. Det var jo en virkelig tåreperser. Og jeg småtudede da også stadig, da jeg kom ud fra biografen.

Min far var kommet for at hente mig og spurgte, hvad der var i vejen. Jeg fortalte ham, at filmen havde været så sørgelig, og at det var derfor jeg snøftede. Min far lod mig vide, at han ikke kunne forstå, at jeg ville bruge penge på at komme til at tude sådan.

Ja, jeg tudede virkelig over den film, og nu sidder jeg og smiler ved mindet om min fars ord.

Her sidder jeg

Her sidder jeg – på Sydsjælland. Udenfor er det tåget og lidt koldt.

I morges fik jeg en hilsen fra Bahamas og nu har jeg lige fået en hilsen fra et sneklædt Østrig.

Sådan nogle hilsner ikke – det smager da lidt af fugl.

Ganske, ganske lidt.

Ser vi måske sådan ud …

Forleden dag, da Henrik og jeg var ude at gå en tur, blev vi stoppet af en pige på omkring 10 år. Hun var vist på vej hjem fra skole – havde skoletasken bag på cyklen. Hun spurgte høfligt og smilende, om hun måtte spørge os om noget. Det måtte hun da. Hun spurge så, om vi havde ondt i ryggen.

Næh, det var der altså ingen af os, der havde. Heldigvis da.

Pigen spurgte så, om vi ikke alligevel lige ville have et kort, så vi kunne se, hvor vi kunne få massage. Hun udtalte ordet massage på sådan en sød og pudsig måde.

Sød var hun og en ihærdig lille sælger.

Og så render man altså rundt og ligner én, der har ondt i ryggen!

Stor kunst

Sander har været på besøg i dag.

I samarbejde med sin farfar lavede han dette kunstværk.

Undervejs i tegneprocessen så Sander sit snit til at dyppe farveblyanten i hindbærmarmeladen. Men kunstnere har jo i tidens løb inddraget værre ting end marmelade i deres værker – så pyt med det.

Lang lørdag

Min lørdag begyndte klokken 03. Jeg vågnede og kunne bare slet ikke falde i søvn igen.

Lå og vendte og drejede mig. Var lysvågen.

Så lå jeg der og pudsede alle mine bekymringer af, så de blev helt opdaterede og endnu mere bekymrende end før.

Stod op lidt over 5.

Heldigvis kan sådan en lørdag, der fra starten virker lidt ucharmerende, vinde ved nærmere bekendtskab. I hvert fald gemte mailboxen på en mail, som jeg havde ventet spændt på. Positive nyheder. Én bekymring mindre.

Jeg er godt nok træt, men det kan vel godt blive en god lørdag alligevel. Mon ikke?

Børnebørn

Jeg har lige læst Børnebørn – en antologi om bedsteforældre og deres børnebørn.

30 mere eller mindre kendte mennesker fortæller i bogen om, hvordan de oplever rollen som bedsteforældre. Blandt dem, der fortæller om deres forhold til børnebørnene i bogen, er Lisbeth Dahl, Merethe Stagetorn, Johannes Møllehave og Susan Moody.

Bogens afsnit er meget forskellige, men alle er meget læseværdige og bekræfter  med al ønskelig tydelighed, at der er et utal af måder at gribe rollen som bedstemor/bedstefar an på.

Fælles for de 30 bedsteforældre i bogen er, at de giver udtryk for stor kærlighed til børnebørnene.