Genbrug

Da jeg var barn, fik man hvert år en julegave fra FDB, hvis man var medlem. Det var min farmor, og det år, hvor denne historie udspiller sig, var gaven en rund serveringsbakke i plastik. Min farmors bakke var blommefarvet.

En af juledagene havde min farfar og farmor besøg af min faster og onkel og deres  børn. Min onkel var kok og hjalp selvfølgelig sin svigermor/min farmor i køkkenet. Men noget gik galt. På en eller anden måde fik han sat den der plastikbakke ind i den varme ovn. Det kunne bakken selvfølgelig ikke tåle. Den krympede gevaldigt og antog en let foldet oval form med hul i midten.

Min farmor var ikke rådvild og heller ikke uden humor. Så hun genanvendte serveringsbakken – som fotoramme. Den kom op på væggen – naturligvis med et billede af min onkel i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *