Månedsarkiv: december 2010

Nytår

Min tidligste nytårserindring er fra en lille episode fra den nytårsaften, da jeg var fire år – eller næsten fem, som jeg nok ville have sagt dengang.

Der var blevet indkøbt en æske knaldperler til os børn. Findes sådan nogle egentlig stadigvæk?

Nå, knaldperlerne lå i en lille papæske på køkkenbordet. De var pakket ind på samme måde som guldkarameller – eller 10 øres-flødekarameller, som vi sagde, da jeg var barn. Papiret var blankt og i flotte farver, og æsken var foret med træuld. Meget fint og spændende.

På en eller anden måde fik jeg smækket min albue ned i æsken med knaldperler, og så gik hele molevitten af med et højt knald  –  og det gjorde ondt i albuen.

Siden har jeg ikke brudt mig om nytårskrudt. Det gør mig utryg. Helst nøjes jeg med at kigge ud på fyrværkeriet gennem ruden.

Godt nytår!

Pip pip

Jeg plejer altid at købe en spiselig mandelgave.

I år skulle det være lidt anderledes. Vi har jo droppet julegaverne til de voksne i familien, så jeg syntes, at jeg ville gøre lidt ekstra ud af mandelgaven. Hos os er der altid kun én mandel – og kamp til stregen. Det krævede lidt hovedbrud at finde en ting, som  jeg forstillede mig, at alle ville sætte pris på.

Valget faldt på den lille træfigur Bird designet af Kristian Vedel.

Den lille fugl fløj slet ikke fra reden, men blev boende her. Det var nemlig Henrik, der snuppede mandlen i risalamanden og altså også  mandelgaven. Jeg havde endda for en sikkerheds skyld også købt en fugl til mig selv. Så nu har vi to – måske starten på en hel flok. Hvem ved?

Det ligner ellers ikke mig at købe den slags ting til mig selv. Normalt er jeg slet ikke til nogen form for figurer, nips og pyntedimser. Men de her små fugle – dem  kan jeg ikke stå for.

Måske har jeg simpelthen fået pip?

Jeg har lånt billedet på architectmade.com

Juleforberedelser og benspænd …

Mine juleforberedelser er ikke gået efter planen i år. Lige meget hvad jeg har planlagt, så er der på en eller anden måde kommet noget i vejen. Med andre ord er vores jul  ikke specielt velforberedt i år.

Jeg har opdaget, at det på nogle områder godt kan gå an at springe over, hvor gærdet er lavest. Også i juletiden.

Normalt plejer mine juleforberedelser at være beherskede, men i år må de nærmest betegnes som minimalistiske. Men jeg er sikker på, at det nok skal blive jul alligevel.

Genbrug

Da jeg var barn, fik man hvert år en julegave fra FDB, hvis man var medlem. Det var min farmor, og det år, hvor denne historie udspiller sig, var gaven en rund serveringsbakke i plastik. Min farmors bakke var blommefarvet.

En af juledagene havde min farfar og farmor besøg af min faster og onkel og deres  børn. Min onkel var kok og hjalp selvfølgelig sin svigermor/min farmor i køkkenet. Men noget gik galt. På en eller anden måde fik han sat den der plastikbakke ind i den varme ovn. Det kunne bakken selvfølgelig ikke tåle. Den krympede gevaldigt og antog en let foldet oval form med hul i midten.

Min farmor var ikke rådvild og heller ikke uden humor. Så hun genanvendte serveringsbakken – som fotoramme. Den kom op på væggen – naturligvis med et billede af min onkel i.

Broderi og nissebal

Jeg har noget gammel julepynt i karton liggende i gemmerne. Det er bl.a. nogle nisser, som vi klippede for mange år siden.

Nå, men det er egentlig ikke selve julepynten, jeg vil fokusere på, men derimod det gamle blad, jeg opbevarer pynten i. Nissepynten ligger så fint og glat mellem siderne i bladet.

I dag, da jeg havde fundet sagerne frem, fik jeg lige lyst til at kigge lidt i det der blad, som er et Alt om Håndarbejde fra november 1987. Det var helt sjovt at gense de forskellige opskrifter og mønstre. Det var mest juleting  – bl.a. seks forskellige tællemønstre til broderier med motiver under fællesbetegnelsen nissebal.

Det er da ren retro julehygge.

Julebag

Jeg har bagt småkager i dag. Kun én slags – dem vi under ingen omstændigheder kan undvære til jul. Så må vi se, om jeg gider bage flere. De fleste år bager jeg to slags småkager, men det er altså også sket, at jeg kun har bagt de her helt nødvendige vanillekager.

Når jeg tænker på min mors julebagning, så var det en helt anden snak. Der var ingen smalle steder. Hun kogte klejner og bagte jødekager, havregrynskager og kokoskranse. Hvert år. Og som jeg husker det, var der virkelig mange af hver slags. Store kagedåser blev fyldt op.

Som barn elskede jeg at være med til at bage til jul. Det var så hyggeligt at være med til vride klejner og forme kokoskranse. For slet ikke at tale om jødekagerne – dem var det en sand fest at være med til at bage. Alt det pilleri med at rulle dejen ud, stikke kagerne ud, pensle med æg og drysse med kanelsukker og mandler. Det kunne jeg ikke få nok af.

Men det var dengang.