Månedsarkiv: august 2010

Hænder

Jeg har noget med hænder.

Hænder er så udtryksfulde.

Jeg kan huske min morfars store barkede, arbejdsmærkede hænder og min mormors  gigtplagede men altid flittige og travle hænder. Jeg kan selvfølgelig også huske mine forældres hænder. Min fars engang så stærke hænder der, den sidste tid han levede, blev så frygtelig magre, at han tabte sin ring.

Jeg kan huske mine børns små buttede barnehænder – som nu er store mandehænder.

Og så er der de to hænder på billedet – barnebarnets lille bløde hånd i farfars store næve.

Guldklumpen på tur

Vi havde sådan en dejlig dag i går. Vi passede Sander fra midt på eftermiddagen, og havde det så herligt sammen med ham. Vejret var dejligt, så vi satte ham i klapvognen og gik en tur i det lokale havecenter. Det var en noget anderledes oplevelse at være i havecenteret, end det plejer at være. Sander sørgede for, at vi fik øje på nogle andre ting end sædvanligt.

Da vi gik rundt og kiggede indendørs bøjede han sig ind under et langt plantebord og begyndte at snakke og vinke ivrigt. Jeg blev selvfølgelig nysgerrig og måtte også kigge ind under bordet, for at se, hvad han så. Nede under plantebordet kunne Sander  igennem et stort vindue kigge ud på parkeringspladsen, og det var kunderne ude ved bilerne, han vinkede til.

Udenfor var guldklumpen især fascineret af at gå på perlegruset. Han blev ved med at gå væk fra de gange, hvor der var fliser og hen til perlegrusstierne. Han hyggede sig rigtig godt og sludrede løs under hele turen. Nede i afdelingen for frugttræer, var der gang i noget vanding, og der havde dannet sig en lille vandpyt i gruset. Det kunne Sander slet ikke stå for, han måtte flere gange lige hen og steppe lidt med fødderne i vandet.

Jo, jo – sådan en lille tur i havecenteret kan skam godt blive til en oplevelsesrig ekspedition. Især når man følges med en 15 måneder gammel dreng, der ser på verden med friske og nysgerrige øjne.

De bedste (bedste)forældre

Jeg er ved at læse (endnu) en bog om, hvordan man opnår et godt familieliv med et godt samspil mellem generationerne. Det er jo et spændende emne, når man selv for ikke  så længe siden er trådt ind i bedsteforældrenes rækker.

De bedste (bedste)forældre er skrevet af de to sundhedsplejersker Sigrid Riise og Helen Lyng Hansen. De to forfatttere repræsenterer hver sin generation, og giver hver især deres bud på, hvordan de tre generationer sammen finder vejen til et godt familieliv og undgår konflikter.

Når jeg får læst bogen færdig, fortæller jeg mere om den – det varer ikke længe –  den er nemlig rigtig interessant, så den skal jeg snart få gnavet mig igennem.

Familieudflugt til Zoo

For nogen tid siden fik min søster en god ide. Hun tog initiativ til en familieudflugt til Zoo. Hun fastsatte dato og tidspunkt og sendte besked rundt til familien.

I formiddag klokken 11.00 skulle vi så mødes foran indgangen til Zoo.

Familien mødte temmelig talstærkt frem. Netop som vi nåede frem, begyndte det at regne. Det smådryppede ikke bare – det øsregnede. Men alle  var godt forberedte. Vi havde medbragt paraplyer, regnslag og masser af godt humør.

Selvom dagen bød på nogle kraftige regnbyger, blev det en rigtig hyggelig og morsom udflugt. Familiens to yngste medlemmer, Clara på 13 måneder og Sander på 15 måneder var begge to i hopla og stod for en god del af underholdningen.

Nåh ja, vi fik da også kigget lidt på dyrene.

Sensommerglæder

Det er dejligt vejr her til morgen.

På min morgentur kunne jeg nyde den smukkeste blå himmel med fine lette penselstrøg af hvide skyer. Der var ogå en lille flok, skræppende gæs at se – og høre.

Et par gange gik jeg ind i spindelvæv, der klæbede til ansigtet – øv, det bryder jeg mig ikke så meget om. Til gengæld var de spind, jeg fik øje på i tide, smukke.

Der var dug i græsset og en snert af kulde i luften.

I haven lå et par æbler i græsset under æbletræet. Modne og lige til at sætte tænderne i.

Uh, jeg elsker denne tid på året!

I denne regntid

I går var jeg knapt nok uden for en dør. Det regnede så meget, at man næsten skulle tage svømmetag for at komme ud og tømme postkassen.

Her til morgen har vi opholdsvejr, og det har jeg benyttet mig af – jeg skyndte mig ud på en dejlig gåtur. Mens jeg gik, kom jeg til at tænke på de tynde regnhætter af klar plastik, min mor – og andre damer med omsorg for frisuren – brugte i min barndom. Sådan en sammenfoldet regnhætte i et lille etui var vist fast inventar i mange damers frakkelomme dengang. Det er længe siden, jeg har set sådan én i gadebilledet.

For sjov googlede jeg de der gamle regnhætter og fandt ud af, at dem kan man skam stadig få fat i, hvis det skulle være. Man kan købe dem over nettet til den nette (ha ha) sum af 3,50 kr. Så ved vi det.

Den lille røde, trehjulede Winther cykel

I går, da vi stormede ud af døren for at tage på indkøb, var vi lige ved at rende Sander og hans far over ende. De stod nemlig lige udenfor døren. De var på vej hjem fra vuggestuen og havde bestemt sig for lige at kigge forbi hos farfar og farmor.

Vi nåede lige at snakke lidt og gå en tur på vores vej og et par gange rundt om huset – anført af Sander. Han går rigtig fint nu, og han har fart på.

Vi nåede også lige at vise ham den lille, røde trehjulede Winther cykel, som ikke har været i brug siden vores yngste søn cyklede på den. Det er omkring 20 år siden, den sidst har været i brug. Men nu er den blevet fundet frem igen, så Sander kan få glæde af den. Det er klart, at han ikke kan cykle på den før tidligst til næste sommer, men han kunne i hvert fald godt lide at sidde på sadlen og dreje på styret. Han prøvede også ihærdigt at nå pedalerne med fødderne, men det kunne han trods alt ikke. Benene er lidt for korte endnu. Men til næste sommer måske.

I hvert fald var det lidt sjovt at se ham sidde på den lille cykel, som vores yngste fik, da han var lille – af sin morfar.

Lørdag i ro og mag

Jeg tilbringer første halvdel af lørdagen helt alene med mig selv. Det er dejligt. Da jeg var helt ung, brød jeg mig ikke så meget om at være alene i mit eget selskab, men som årene er gået, er jeg kommet til at sætte større og større pris på lidt alenetid i ny og næ. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at det efterhånden er blevet en nødvendighed for mig.

Jeg stod tidligt op og nåede at gå en tur, inden alle og enhver var kommet op og ud. I hvert fald mødte jeg på min tur kun en enkelt hundelufter og to, der var ude at løbe. Det er så dejligt at være ude, før dagen for alvor begynder. Der er så stille.

Nu går jeg og hygger mig med huslige sysler, mens jeg lytter til radioen. En perfekt lørdag formiddag.

Skovhindbær

Da jeg var barn, var det helt almindeligt, at man tog i skoven og plukkede skovhindbær i sæsonen. Vi gjorde det hvert år. Vi plukkede skovhindbær i spandevis. Der var som regel bittesmå skovhindbær nok til adskillige glas syltetøj, og nogen gange var der endda også nok til hindbærsaft.

Jeg kan huske, at min mor altid tog et bælte om livet, så kunne hun nemlig sætte hanken på den spand, hun plukkede i, fast i bæltet. På den måde havde hun begge hænder fri til at plukke. Vi børn var udstyret med mindre beholdere, som vi fyldte med bær, som vi så tømte over i mors spand. Jeg kan huske, at jeg plejede at plukke i en lille plastikspand af den slags, der er beregnet til at lege med i sandkassen. Eller for mit vedkommende i grusbunken – jeg havde nemlig ikke nogen sandkasse at lege i som barn, men en grusbunke. Det var også godt.

Jeg har også en anden barndomserindring, der handler om skovhindbær. Vi boede meget tæt på skoven, så der rendte vi børn tit og legede. En dag fik min storesøster overbevist mig om, at hvis jeg smurte næsen godt ind i skovhindbær, så ville mine forhadte fregner forsvinde. Jeg så meget op til min storesøster og troede naturligvis blindt på, hvad hun sagde. Som sagt så gjort – snudeskaftet blev smurt godt og grundigt ind i hindbær, og vi begav os hjemad. Da min stakkels mor så mig lidt på afstand, fik hun et chok. Hun troede, at jeg var kommet til skade og havde blod i hele ansigtet. Heldigvis var det jo kun hindbær.

Det hjalp i øvrigt ikke spor på fregnerne. Meget mærkeligt. Men jeg lærte da, at man ikke skal tro på alt, hvad man hører.

Dejligt med lidt regnvejr

I dag har vi fået en god omgang regn her hos os. Regnvejr er ikke noget, vi har haft for meget af her i Holme-Olstrup i denne sommer. Tværtimod. Men i dag har vi altså fået en ordentlig bløder. Det var dejligt, synes jeg.

En anden, der vist også er helt tilfreds med regnen, er Sander.
I hvert fald har jeg fået den herligste video, der viser Guldklumpen, der – med sin madkasse i hånden – energisk pjasker i vandpytterne hjemme i indkørslen. Han kigger ned på sine fødder, mens han stamper løs, men har lige tid til at kigge op et øjeblik og sende et saligt smil i retning af sin far og kameraet. Dejligt.