Blog
Så lykkedes det at indfange den lille kanin, jeg har fortalt om for nylig. Henrik fangede den – men heldigvis bare med sit kamera.
Her sidder den og slikker solskin. Jeg synes næsten, at man kan se på den, at den nyder sit liv i frihed.
Der er efterhånden en del forskellige bøger at vælge imellem, hvis man vil skrive i en bog til sit barnebarn.
Som bedsteforældre er man på en måde bindeled mellem familiens fortid og dens fremtid. Ved at fortælle vores børnebørn om vores egen barndom, ved at fortælle forskellige små familieanekdoter og minder om dit og dat deler vi vores viden, og erfaring med næste generation.
Jeg har haft lejlighed til at kigge lidt på Bedsteforældrebogen fra People’s Press.
Bedsteforældrebogen er inddelt i forskellige afsnit f.eks. Familiefester, Barndomsminder og Familietraditioner. I hvert afsnit er der stillet forskellige spørgsmål, som bedstefar og bedstemor hver især skal besvare. Der er spørgsmål som: “Lavede din mor fødselsdagslagkage eller livretter til dig på din fødselsdag?” eller “Var dine bedsteforældre overtroiske? Havde de nogen særlige talemåder?” Der er rigtig mange spørgsmål i bogen, og når de er besvaret, har bedsteforældrene fortalt virkelig meget om familiens historie og traditioner.
Til hvert af bogens afsnit er der en lomme, hvor man kan gemme billeder, breve, billetter eller andet med relevans for fortællingerne.
Igennem hele foråret har jeg på mine gåture næsten dagligt set en lillebitte kanin, der tilsyneladende er undveget sit fangenskab. Den er virkelig lillebitte, og jeg har spekuleret over, om den kan klare sig på egen hånd i naturen på længere sigt. Den holder sig i et bestemt område, hvor den har gode muligheder både for at finde føde og for at gemme sig. Men tit sidder den altså, så man kan få øje på den. I hvert fald når man ved, den er der, og kigger godt efter. Efterhånden er det blevet sådan, at jeg bliver en lille smule bekymret, hvis der går et par dage, hvor jeg ikke ser den.
Flere gange har jeg set, at nogen har forsøgt at lokke den til sig ved at friste med salatblade. Kaninen har ikke ladet sig lokke.
Igennem et par uger har jeg så pludselig ikke set den lille udbryderkonge. Jeg var faktisk begyndt at blive lidt trist ved tanken om, at der kunne være sket den noget.
Men i går sad den der igen og kiggede roligt på verden med sine store kønne øjne. Jeg blev helt glad for at se den.
Der er noget over den kanin, jeg ikke kan stå for. Tænk engang at stikke af fra et liv i fangenskab og så klare sig så længe ude i den barske virkelighed. Der er mange farer, der lurer på sådan et lille dyr. Ikke mindst er der en meget befærdet landevej meget tæt på dens tilholdssted.
Men den klarer sig altså. Og jeg synes, den er så sej. Selvom dens familie i sikkert mange generationer garanteret er født i fangenskab, har den stadig sine instinkter i behold og kan klare sig. Det er da sejt.
Lykken er at passe sit barnebarn et par eftermiddagstimer. Lykken er at se ham sidde og spise små rugbrødshapser og holde om koppen med de små hænder, når han drikker en tår vand.
Lykken er at præsentere sit barnebarn for et lille træpuslespil og se ham tage brikkerne så fint med et sikkert pincetgreb – for lidt efter at sidde med en puslespilsbrik i hver hånd – og en i munden.
Lykken er at kilde sit barnebarn på næsen med en smuk, duftende syren, og se ham røre meget, meget forsigtigt ved blomsten.
Lykken er at se sit barnebarn kigge interesseret og opmærksomt efter en kat, og at blære sig med ham overfor naboerne.
Lykken er at mærke sit barnebarn blive helt spændt i hele kroppen af fryd, når han ser sine forældre komme – og se ham give sin mor et kæmpestort velkomstknus.
Lykken er at have et barnebarn.