Månedsarkiv: juni 2010

Familiehygge

Vi holdt lidt familie-tam-tam herhjemme i går. Sander deltog selvfølgelig også.

Jeg ved ikke, hvordan det er i andre familier, hvor der kun er ét barn/barnebarn – men i vores familie er Sander bare det naturlige midtpunkt, hver gang vi er samlet.

I går var han i hopla og demonstrerede, hvor dygtig han efterhånden er blevet til at gå. Han går ikke helt selv endnu, men støtter sig lidt til møbler, vægge, døre og hvad der nu ellers er. Hvis han mangler noget at støtte sig til for at komme videre, tager han bare den nærmeste stol og skubber den foran sig. Det ser bare så sjovt ud. I virkeligheden  har han vist ikke særlig meget brug for at støtte sig til noget, han ved det bare ikke.

I hvert fald går det over stok og sten – fuld fart frem.

Overraskelsesvisit

I eftermiddag har der været liv i kludene her hos os.

Der er blevet åbnet og lukket skabslåger. Der er blevet studeret og undersøgt – alt lige fra telefonstik og stikkontakter til dørhåndtag og vinduesruder.

Der er blevet trykket på samtlige knapper på ovnen.

Der er blevet “lagt” puslespil og kigget i bog. Der er blevet spist rosiner. Der er blevet smilet og grinet.

Kort sagt – Sander og hans far kom på en lille overraskelsesvisit på vej hjem fra vuggestuen.

Om det var hyggeligt? Det var det. Meget endda.

Dejligt …

Dagen i går bød på dejlig familiefest. En rigtig skøn og afslappet sommerfest med telt i haven. Det var så hyggeligt.

Dejligt at tilbringe en dag i hyggelige rammer i selskab med sine søskende og anden nær familie. Dejligt at snakke og grine. Dejligt bare at nyde nuet og livet.

Mors rabarbergrød

Om sommeren kommer jeg tit til at længes efter min mors rabarbergrød. Jeg elskede rabarbergrød, da jeg var barn. I min erindring er det nærmest blevet sådan, at vi altid fik rabarbergrød til efterret om sommeren. Min mor kogte et par gode store skålfulde ad gangen. Der var fuld knald på kuløren. Min mor var ikke karrig med  frugtfarven.

Jeg kunne ikke selv drømme om at putte farve i maden. Så min rabarbergrød er ikke nær så flot som den, min mor lavede. Den smager heller ikke som den, min mor lavede. Ikke helt. Min mors rabarbergrød var verdens bedste. Den smagte af sol og sommer – og af lange feriedage og barndommens ubekymrethed.

Jeg bliver lækkersulten bare ved tanken om den rabarbergrød.

Det værste af det hele

Jeg har langt om længe fået mit nye køleskab. Selvom jeg faktisk var blevet ret god til at planlægge både indkøb og måltider, så vores husholdning kunne fungere uden –  så er jeg altså temmelig glad for nu igen at have et køleskab til rådighed.

Desværre betød tiden uden køleskab et farvel til min gode rugsurdej. Den har ellers været i spil længe. Men nu måtte jeg altså bide i det sure æble og starte en ny. Jeg bilder mig ind, at hver gang jeg starter forfra med en ny surdej, så skal der bages nogle gange, før rugbrødene bliver rigtig gode. Det kan godt være, at det bare er noget pjat.

Det lille hus på prærien

Jeg kan nok kaldes for lidt af en økoromantiker. Jeg kunne allerede som barn svælge i bøger som Det Lille Hus På Prærien, hvor familien Ingalls lever et romantisk liv i et primitivt hus uden moderne bekvemmeligheder. Jeg er også fjollet med at se Bonderøven i fjernsynet.

Det enkle liv uden overforbrug og kemisk renset for brug-og smid-væk-mentalitet.

Bage sit brød selv. Genbruge hvor man kan. Det enkle liv i pagt med naturen. Ja, ja!

Nu har jeg i to dage levet uden et fungerende køleskab. Og jeg får først et nyt på mandag.

Hm, det er ikke spor romantisk. Det er bare møgirriterende og næsten ikke til at holde ud.

Så meget for min drøm om det enkle, lykkelige liv i det lille skæve hus uden el og indlagt vand!

Styrketræning for bedstemødre

Vi passede Sander lørdag aften.

I modsætning til hvad vi ellers er vant til, gad han ikke sove. Det krævede lang tids traven frem og tilbage over gulvet  – med den trætte dreng på armen – før han overgav sig til søvnen.

Han sov kun i tyve minutter, men det er en helt anden historie.

Det jeg vil frem til er, at guldklumpen en god del af aftenen befandt sig i armene på sin farmor. Og det kunne altså mærkes i går. Jeg var lidt små-øm i armene. Godt nok vejer Sander næsten 12 kg. – men alligevel. Det er da lidt slattent. Da mine egne drenge var små, kunne jeg da slæbe på dem konstant uden at blive øm i armene.

Måske bør jeg se mig om efter et styrketræningshold for bedstemødre?