Sanders farmor

Henrik og jeg afleverede og hentede jo Sander i vuggestuen to dage i sidste uge. I dag gjorde vi det igen.

De få og ganske korte besøg har været nok til, at i hvert fald et af de “store” børn på stuen allerede har fuldstændig styr på, hvem vi er. I dag da vi kom for at hente Sander, kunne vi allerede ude i garderoben høre en lille pigestemme sige inde på stuen : ” Nu kommer Sanders farmor.” Det havde hun spottet gennem vinduet.

Jeg bliver stadigvæk forundret over, hvor hurtigt selv små børn opfatter og husker en masse ting.

Læs videre

En kærlig hilsen

Som jeg fortalte i går, står der erantis og vintergækker og lyser op ude i haven.

Vi har fået dem af min far. Han  døde for næsten ni år siden. Men  hvert forår, når vores erantis og vintergækker kommer frem, opfatter jeg dem som en kærlig hilsen fra far. Jeg kan se ham for mig, som han så ud den forårsdag, da han energisk greb en spade og gravede de små forårsbebudere op ude i sin egen have for at give dem til os.

De blomster, vi fik dengang, er blevet til mange flere i årenes løb, så nu er der et helt blomsterflor, der under æbletræet. Den smukkeste, kærlige hilsen fra min far. En hilsen, jeg glæder mig til hvert forår.

Læs videre

Ud af dynerne

Week-enden har været lidt af en nyser. Eller også er det mig, der har været en nyser. I hvert fald har jeg haft en rigtig ond omgang forkølelse.

Det startede allerede midt på  ugen med snot, hoste og ondt i halsen. Fredag morgen syntes jeg egentlig, at jeg var ved at være nogenlunde ovenpå. Vi passede Sander om formiddagen og det gik fint.

I løbet af eftermiddagen fik forkølelsen desværre overtaget igen – med feber og hele molevitten. Jeg har ikke været meget værd de seneste par dage.

Nu tror jeg, feberen er væk, og det værste er forhåbentlig overstået. Til gengæld skaller næsen af efter mødet med de mange, mange papirlommetørklæder og et irriterende forkølelsessår er brudt frem som en ekstra bonus.

Udenfor sner det – lidt. Men erantis og vintergækker er dukket frem af snedynen i haven. Der er forår på vej.

Læs videre

Pasning

Igen i dag har vi taget tjansen med Sander både før og efter vuggestuetid. I morges sov han, da hans mor tog afsted, så farfar og farmor fik selv lov til at tage guldklumpen op. Han var frisk, veludhvilet og glad, og vi fik en rigtig dejlig morgenstund sammen med ham.

Da vi hentede ham igen i vuggestuen var humøret stadig fint, og vi fik en fin eftermiddag sammen.

I morgen er der ingen aftaler om børnepasning, og det er vist meget godt, for jeg er rendt ind i en forkølelse. Så nu vil jeg – om jeg så må sige – passe mig selv. I aften  står der varmt fodbad og skoldhede drikke på min dagsorden.

Læs videre

Gensynsglæde

Det gik heldigvis fint med at hente Sander i vuggestuen i dag. Vi blev mødt med smil, da vi troppede op, for at hente ham, og han rakte armene frem og ville gerne hen til os.

Det var dejligt.

Den helt store gensynsglæde gemte den lille guldklump alligevel til senere på eftermiddagen, da hans mor vendte hjem fra job. Hold da op, hvor blev han glad. Og da først han sad trygt på mors arm, kunne farfar og farmor glemme alt om at lokke ham væk fra hendes favn igen. Det så så sødt ud.

Læs videre