Månedsarkiv: marts 2010

Papæg

Da jeg var barn, elskede jeg de blanke, farvestrålende papæg, man kunne være heldig at få til påske fyldt til bristepunktet med chokolade, karameller, likøræg og andet mundgodt. Det var selvfølgelig herligt at få slik, men for mig var det selve papægget, der var det bedste. Jeg kunne kigge og kigge på de fine dekorationer på de æg. Jeg kunne næsten ikke se mig mæt på dem.

Mine egne drenge har også fået papæg med lækkert indhold til påske.

Sander skal selvfølgelig også have et fint papæg. Hans farmor kan umuligt vente til næste år eller næste igen med at give ham påskeæg. Han spiser selvfølgelig ikke slik – han er jo kun 10 måneder. Men så må vi bare finde på noget andet at putte i ægget.

I øvrigt vil han sikkert synes, at ægget i sig selv er mægtig interessant.

Sommertid

Så skal vi til det igen. Urene skal stilles en time frem.

Jeg siger det, som det er – jeg bryder mig ikke om det. Mit indre ur kan ikke finde ud at det.

Det næste halve år kommer jeg for sent i seng – og sikkert også for sent op. Jeg bliver forvirret og irriteret, når lyset udenfor ikke harmonerer med det tidpunkt, uret viser. Jeg kommer til at føle mig i klemme mellem uret og døgnets normale gang.

Jeg vil gerne bede om normaltid, tak.

Så fint

Se lige engang, hvor fin en gave jeg har fået med posten. Jeg har været så heldig at vinde to gulternede viskestykker i en GiveAway hos Eva.

Viskestykkerne er i sig selv pæne – men se så lige hvor meget, der er gjort ud af at gøre gaven ekstra indbydende. De små træklemmer er da bare så søde. Det er lige til at blive i godt humør af at få sådan en gave. Tusind tak til Eva!

Guld værd …

Det meste af dagen har jeg tilbragt sammen med Sander. Bare os to. Vi har haft det så hyggeligt. Vi har klappet kage, og læst bog, og sunget og i det hele taget hygget igennem. Sådan en dag er guld værd – og så gør det ikke noget, at farmor her er lige til sofaen resten af fredagen.

Så er det nu

I dag er vinterjakken alt, alt for varm.

Solen skinner, og soldyrkerne sidder med lukkede øjne og opadvendte ansigter. Jeg har set en ung mand i Cabriolet med cool ansigtsudtryk og vind i håret. Jeg har observeret en stor flok motorcyklister på landevejen. De var måske på vej til Bakken?

Nu tror jeg på det – foråret!

Hjemmearbejde

I starten af firserne havde Henrik og jeg hvert sit job, to små børn og en noget anstrengt økonomi. Det med økonomien ville vi gerne forsøge at rette lidt op på, så vi fik noget hjemmearbejde. Så kunne vi bruge vores sparsomme fritid på at prøve at tjene lidt ekstra håndører.

Vi syede JacoForm sko. De var meget, meget populære i 70’erne og 80’erne. Måske især blandt pædagoger og folkeskolelærere?

Vi var på besøg på fabrikken en eftermiddag, hvor vi blev instrueret i, hvordan skoene skulle syes. Og så fik vi ellers 100 par med hjem. Vi havde en måned, så skulle de være færdige. Så vi syede i hvert ledigt minut. Det var hårdt ved fingrene at sy i det kraftige læder. Begyndelsen og afslutningen på syningen var lidt speciel. Den kunne jeg ikke rigtig hitte ud af at lave. Men det kunne Henrik. Så det blev hans del af arbejde, så syede jeg det ind imellem.

Da vi havde syet de 100 par mørkebrune fodformede sko, havde vi tjent godt og vel trehundrede kroner. Og vi havde brugt mange timer. Så vi indså, at det nok ikke var noget, der kunne hænge sammen i det lange løb. Men vi fik afleveret skoene, og de blev godkendt. Og vi var en erfaring rigere. De følgende år kunne vi ikke se et par mørkebrune JacoForm sko uden at smile lidt ved tanken om, at det måske var et par, vi havde syet.

Nu bliver skoene ikke syet i Danmark længere. Det arbejde er  vistnok flyttet til  Polen. Man ser ikke den klassiske fodformede JacoForm model så meget i gadebilledet længere, men man ser den da. For et par år siden var de endda ved at blive lidt kultagtige og blev lavet i forskellige fancy farver. Jeg ved ikke, om den fornyede interesse har lagt sig igen, eller der stadig er lidt retromode over skoene?

Søndagshygge

Vi har sovet længe i dag – som i alt for længe. Faktisk så længe at vi ærgrede os over det, da vi fik øjne og så, at solen skinnede. Til gengæld var vi ret effektive, da endelig vi kom på benene. Vi fik ordnet nogle praktiske ting i en ruf og nåede at gå en dejlig tur før frokost.

Nu går Henrik udenfor og er ved at “rydde vinteren væk”. Han fejer og river og regerer. Og det pynter, gør det. Lige om lidt går jeg ud til ham, for jeg vil også ud og nyde solen og kigge lidt til forårsblomsterne.

Sådan en søndag med solskin er slet ikke så tosset, vel?

Gråvejrsdag

Bedst som man lige var begyndt at tro på lun vind og forårssol, så blev det gråvejr og snuskregn. Men lidt regn og pytter er da i orden, for det giver mig nemlig lejlighed til at lufte en af mine små Christel tegninger.

Er hun ikke bare sød? Jo hun er, og det er min søster også, for det er hende, der har sendt mig kortet med tegningen.

Vægelsind

Henrik kom engang – for omkring 15 år siden hjem fra en forretningsrejse til Taiwan med disse to figurer. En gave fra en samarbejdspartner.

Jeg var ved at brække mig, da jeg så dem. Dem skulle han bare holde langt væk. De endte på hjørnet af hans skrivebord. Senere røg de ind i et skab.

Nu er Henrik  ved at gennemgå indholdet af det skab og er faktisk ved at smide nogle ting ud, noget han ellers ikke bryder sig om.

Nu til morgen fortalte han mig så, at han ville smide de to figurer ud.

Og hvad skete der så? Jeg syntes pludselig, at figurerne var for søde til at smide ud!

Hvad sker der for mig? Jeg fatter ingenting. Men nu står de inde i skabet igen. Reddet på målstregen – af mig! Hvad bliver det næste? Jeg tør næsten ikke tænke på det.