Host host

Vi har haft besøg af Sander i dag. Den ubehagelige RS-virus har ikke helt sluppet sit tag i ham; men han har det heldigvis bedre. Han hoster stadigvæk og får medicin, men han er erklæret rask nok til at komme i vuggestue igen.

Selvom han ikke er helt på toppen, så var han i fint humør, da han var på visit hos os. Han sad for første gang i den gamle Stokke-stol, som nu er kommet til ære og værdighed igen. Det var simpelt hen så hyggeligt at se ham sidde i den. Det er mange år siden, der sidst sad en lille dreng der. Så han sad altså der ved bordet og spiste leverpostejmad og underholdt sin farfar og farmor på bedste vis. Da han havde spist, viste han os, hvor skrap han er blevet til at komme rundt på gulvet. Han kravler ikke rigtigt endnu; men trækker sig afsted med underarmene i gulvet og nogle sjove “svømmetag” med benene. Det ser kært ud, og han kommer hurtigt frem og navigerer sikkert. Når han har brug for at skifte retning, ruller han lynhurtigt rundt og fortsætter sin færd.

Nu håber vi bare, at han snart bliver helt frisk, for den dumme virus har virkelig været hård ved ham.

Du vil måske også synes om

4 kommentarer

  1. Dejligt at høre at han er ved at være mere frisk igen. Det har da været en hård omgang for Sander.

    Han kravleteknik lyder ret sammenlignelig med Johans. Det ser så nuttet ud med de der svømmetag med fødderne mens de piler afsted. Der er fart på herhjemme også 🙂

  2. Ann-Christine : Ja, er det ikke utroligt, så hurtigt de små størrelser kan komme omkring? Jeg tænker på, når Sander rigtig moser på, at det må være sindsygt anstrengende og energikrævende at bevæge sig omkring på den måde. Men det er en fest at se på 🙂

  3. Hvor er det godt, at han har det bedre, og at humøret ikke fejler noget! De kan hurtigt blive meget medtaget, de små pus!
    Vores barnebarn på 1 år har også været medtaget af forkølelse og øjenbetændelse. De bliver hærdede, når de kommer i vuggestue! Mit indtryk er dog, at hun indtil videre er sluppet billigt i forhold til mange andre børn.

    Hun kravler også omkring i et meget højt tempo:-). Men jeg tror ikke, at det varer så længe før hun går. Hun rejser sig op rundt omkring, så de indledende øvelser er På plads :)!

  4. Nonna : Sander er netop fornylig startet i vuggestue, og har været syg det meste af tiden siden starten. Det er hårdt, mens det står på, men kan desværre nok ikke helt undgås. Efterhånden får de små forhåbentlig opbygget et godt immunforsvar.

    Tillykke med dit barnebarns 1 års fødselsdag. Det går saftsuseme hurtigt, ikke ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *