Den fineste pynt

Vi har endelig fået et lille lag sne her hos os. Ikke så meget at det for alvor generer trafikken, men nok til at det ser smukt ud.

Vores juletræ står udenfor køkkenvinduet i en parasolfod. (Et udmærket aktiveringsprojekt for parasolfoden, der jo ellers er ramt af sæsonbetinget ledighed.) Der ender vores juletræ hvert år. Der får det lov til at stå resten af vinteren. Havens fugle kan godt lide at sidde og putte sig i det, og vi plejer at lægge æbler til solsorten under træet, så kan den sidde lidt i ly og læ og mæske sig.

Lige nu har snefaldet sørget for, at juletræet er smukt pyntet.

Læs videre

Christel igen

Som jeg tidligere har fortalt, samlede jeg på Christel tegninger som barn.

Tegningen her er ikke fra dengang, men et genoptryk lavet som kort. Det er min søde søster, der har fundet kortet og sendt det til mig. Jeg kan slet ikke blive færdig med at kigge på det. Jeg er stadig vild med Christel’s tegninger.

Læs videre

Sol og frost

Vi er lige kommet hjem efter en skøn travetur i sol og frost.

Her omkring har vi ingen sne. Græs og tage har et fint hvidt lag rimfrost, men ellers er alting bart. Men vi har altså frost. Og i dag har vi det dejligste solskin. Det er ingen helt dårlig kombination. (Når nu man ikke har været så heldig at få masser af sne.)

Åh, det er dejligt at mærke frosten bide i kinder og næse. Dejligt at indånde den klare, kolde luft.

Og ikke mindst er det rigtig dejligt at komme hjem i varmen igen, når turen i kulden har varet længe nok.

Læs videre

Dejlig dovne-dag

Så kom vi ind i det nye år. Jeg er ikke så vild med nytårsaften, men er til gengæld stor fan af 1. januar. En dejlig dag, helt uden planer. God tid til at nyde dagen og nyde livet. God tid til at  nyde den besked, der indløb på min mobil med det sødeste billede af Sander i fuld gang med at børste sin splinternye tand.

En rask gåtur i den bidende kulde – ah, endelig vinter, som vinter skal være. Hilse på naboer og ønske hinanden godt nytår.

Rydde op i et skab, bare fordi lysten til at rydde op melder sig.

God musik i radioen. Tænde levende lys.

Om lidt vil jeg lægge dej til boller. De skal hæve længe, så de skal først i ovnen i aften.

Nu sner det endda en anelse.

En dag til at tænke – både frem og tilbage. En dag til at håbe, ønske og drømme.

En dejlig start på et nyt år.

Læs videre