Månedsarkiv: december 2009

Det bedste

Hvis nogen spørger mig, hvad der er det bedste, der er sket i 2009, er jeg ikke i tvivl om svaret.

Det bedste er selvfølgelig Sanders ankomst her til verden. At have fået et barnebarn. At være blevet farmor, det er det allerbedste, der er sket for mig i det år, der nu er ved at rinde ud.

Sander er syv måneder nu. Kan sidde selv. Og netop nu til morgen ringede hans stolte far og fortalte, at guldklumpen har fået sin første tand. Jamen altså – der er hele tiden en hel masse at glæde sig over.

Blender-ballade

Som fødevareallergiker er jeg nødt til at lave stort set al min mad fra bunden. Jeg kan blandt andet ikke tåle mælkeprodukter og bruger derfor tit rismælk, som jeg foretrækker at lave selv. Derfor er jeg nødt til at have en ordentlig blender. Jeg har gennem årene testet mig igennem en hel del  blendere af forskellige mærker. Nogle har jeg haft i rigtig lang tid, andre i rigtig kort tid. Den seneste holdt kun i godt og vel tre måneder. Så var den utæt. Og for at det ikke skulle være løgn, var der samtidig en halv lille pakning/dims i min rismælk. Havde der så bare været en hel pakning, så havde jeg da været sikker på, at jeg ikke havde fortæret den anden halvdel. Det er lidt ligesom at finde en halv orm i et æble.

Nå, men jeg har selvfølgelig reklameret over blenderen og også fået en anden. På den nye model jeg fik, var der lavet lidt om på knivdelen, så måske holder den bedre end den gamle. Man har da lov at håbe.

Men nu skal det være slut. Inden den nye blender her står af, skal jeg have researchet ordentligt og fundet frem til verdens bedste blender. Koste hvad det vil. Det må da være muligt at finde en, der både kan blende ordentligt og holde mere end et par måneder – også ved dagligt brug.

Hvis nogen ved hvilken blender, der er markedets bedste, så vil jeg være glad for at få et tip.

Hverdag og solskin

Det er hverdag igen, og solen skinner endda. Kan man ønske sig mere? Det synes jeg ikke, at man kan.

Solen giver energi og lyst til at få ryddet op og ryddet ud. Det skarpe sollys sørger endda for, at det ikke er spor svært at få øje på det støv, man gerne vil til livs.

En travetur i solskinnet skal der også være tid til.

Sådan en mandag sidst i december erklærer jeg mig helt enig med Dan Turell, der i Hyldest til Hverdagen skrev: “Jeg holder af hverdagen. Jeg er vild med den. Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen. Jeg holder stinkende meget af hverdagen.”

Det var den jul

Jeg har det sådan med julen, at når først den er forbi, så er den forbi og så skal sporene slettes. Hurtigst muligt. Jeg bryder mig ikke om julepynt og nisser efter jul. Så når den første hverdag efter jul melder sig, er jeg klar til at pakke julen væk. Lige så hyggeligt det er at tage julesagerne frem op til jul, lige så befriende er det at pakke dem væk igen, når juledagene er ovre.

Som barn kunne jeg blive så forfærdelig trist til mode, når jeg 1. juledags morgen stod op og så juletræet stå i stuen. Træet stod der, men juleaften var jo forbi og der var så ufatteligt lang tid til næste juleaften. Det var så trist, næsten sørgeligt syntes jeg dengang.

Det er lidt den samme følelse, der griber mig stadigvæk, når jeg ser på julepynt efter jul. Så væk med det.

Første jul med barnebarn

I vores lille familie var juleaften i år meget anderledes, end den plejer at være.

For det første var det jo Sanders første juleaften. For det andet var det – på opfordring af et par af de unge i familien – blevet besluttet at ændre vores julekoncept. Det nye koncept dikterede, at der kun var gaver til børnene. Det vil sige til Sander. Nogle af os har haft betænkeligheder ved den nye aftale. Der kan jo være mange argumenter både for og imod. Men da alle jo gerne skulle kunne nyde julen, aftalte vi at prøve den nye julefacon.

Altså var der kun gaver til Sander, alligevel var der fyldt godt op under træet.

Sander – der i dagens anledning var fint klædt på i nissekostume – var virkelig julens midtpunkt  – og højdepunktet kom, da han skulle åbne sine gaver. Han var så sød og glad. Han sad der helt klar og koncentreret og kæmpede for at åbne sine pakker. Papir og bånd var et hit. Med lidt hjælp fik han åbnet gaverne og det var virkelig en fryd at give ham gaver. For han kiggede så glad og interesseret på alle tingene og gav sig med stor iver i kast med at undersøge de nye fine legesager, der gemte sig under papiret.

I det hele taget var Sander en glad og mild lille julenisse, der gik fra favn til favn. Der var ikke mangel på arme, der rakte ud efter ham. Det var en glæde at opleve hans første juleaften sammen med ham!

Pause i juleforberedelserne

I eftermiddags holdt vi fri fra juleforberedelserne. Vi passede nemlig Sander. Det var godt lige at rive nogle timer ud af programmet og bare hygge igennem med den lille skrupsak. Han var fuld af energi, så der blev leget, sunget og fjollet.

Det var en hyggelig – og aktiv – eftermiddag. Man skal stå tidligt op for at hamle op med sådan et lille energibundt.

My way

Jeg kan rigtig godt lide de gode gammeldags juledekorationer med ler, lys, gran og hele pivetøjet. Men …. jeg kan ikke lave dem. De bliver ikke pæne. Jeg ved godt inde i hovedet, hvordan sådan en rigtig flot juledekoration skal se ud, men mine hænder fatter ikke, hvordan de skal lave sådan en.

Så jeg gør det på en anden måde. Jeg går en tur i skoven i løbet af efteråret og samler noget af naturens fine pynt. Lader det tørre. Og når julen nærmer sig, putter jeg det hele i en skå. Og så ligger det faktisk der og er dekorativt helt af sig selv.

Tidens gang

Kan I huske, dengang man var barn, og tiden op til jul gik så urimeligt langsomt. Når det var den 20. december  og der var fire dage til jul, så var det dengang en fuldstændig uoverkommelig og evighedsagtig ventetid.

Lige nu har jeg simpelt hen brug for fire dage, hvor tiden kører i lige præcis det tempo. Så ville der nemlig være en vis chance for at nå det hele i god ro og orden inden jul.

Er det bare mig, eller har I andre det på samme måde?

Misundelse og misforståelse

Min søster har fødselsdag i dag.

Det får mig til at tænke på dengang, hun fyldte 14 år. Jeg var 7 og var stjernemisundelig på min søster. Jeg syntes nemlig, at når man var 14, var man voksen. Og jeg længtes efter at blive 14 og voksen. Og min søster fik oven i købet også sit første par nylonstrømper. Uha, hvor var rønnebærrene sure.

Nå, men jeg sad altså der og var misundelig og tænkte over det der med, at min søster var 14 år, og jeg var 7. Det gik op for mig, at hun var dobbelt så gammel som mig, og så vidste jeg jo pludselig, hvordan jeg skulle pille hende lidt ned.

“HA” sagde jeg triumferende – “så når jeg er 40, så er du 80.”

Siden har jeg fået bedre styr på matematikken. Og der er stadig kun (knapt nok endda) syv år imellem os.