Novembersol

Her hvor vi bor, var det det skønneste solskinsvejr hele formiddagen. Vi smed, hvad vi havde i hænderne og gik en dejlig tur. Det har været gråvejr hele ugen, så når nu vejret var smukt, skulle det nydes.

Der var så dejligt udenfor. Blå himmel, solskin og så alle de der utrolige farver, der stadig er i naturen. Gule og gyldne blade, røde bær -jamen, det var bare så smukt at se mod den knaldblå himmel.

Det er helt utroligt, hvad lidt solskin kan gøre ved humøret. Vi er i hvert fald glade for, at vi greb chancen for at få  lidt lys og luft. Allerede efter frokost skiftede vejret  igen. Det er stadig tørvejr,  men solen har gemt sig bag skyerne igen.

Godt at vi fik fyldt lidt solenergi på tanken.

Læs videre

Et godt venskab er mere værd end guld

I dag skulle jeg have været på tur til København med min bedste veninde. Jeg havde glædet mig rigtig meget, for vi ses slet ikke tit nok, og jeg er vild med hendes selskab. Vi har det så godt sammen. Vi har kendt hinanden nærmest altid, så vi kender hinandens livshistorier, hinandens op- og nedture. Vi kan snakke om alt også det, man ikke snakker med så mange om. Og så griner vi så godt sammen, ligeså godt som da vi var 17 år.

Desværre blev vores tur ikke til noget. Jeg måtte aflyse på grund af noget dårligdom.

I stedet har jeg så tusset rundt herhjemme og plejet helbredet. Det har givet tid til at tænke over, hvor heldig jeg egentlig er at være en del af så godt og langt et venskab. Det er jeg meget,  meget taknemmelig for!

Læs videre

God læsning

Selvom (eller måske fordi) jeg er bedstemor er jeg ivrig læser af en del af de mange gode mor-blogs. Der er flere grunde til, at jeg læser dem. Dels får jeg et godt indblik i, hvordan det er at være småbørnsfamilie i dag. Det giver mig forhåbentlig en vis forståelse for den hverdag, min søn og svigerdatter har med deres lille søn/mit lille barnebarn. En ting er jo at tale med sin egen familie om de glæder og besværligheder, der er med et lille barn i huset, noget andet er at læse om og lære af andres erfaringer.

En anden grund til, at en bedstemor som jeg læser mor-blogs, er såmænd at de tanker, dagens unge mødre gør sig, ikke adskiller sig væsentligt fra de tanker, jeg selv gjorde mig som ung mor. Mange af overvejelserne/bekymringerne er man jo desuden ikke færdig med, bare fordi børnene bliver voksne. Man er stadig mor til trods for, at børnene er voksne og klarer sig selv.

Mor-blogs giver også en masse inspiration til, hvordan man udfylder rollen som bedstemor, og hjælper mig til at blive opdateret på en masse børne-stof. Samtidig er det sjovt og lærerigt for mig, der ikke har døtre, at få et indblik i et univers fyldt med kvinder, der aldersmæssigt godt kunne være mine døtre.

Sidst men ikke mindst er mor-blogs en fantastisk genvej til at komme i kontakt med mange gode minder. Meget af det jeg læser booster jo min hukommelse, så der dukker en perlerække af skønne erindringer op, fra dengang mine børn var små.

Læs videre

Stille søndag

Det har været sådan en dejlig søndag. Stille og rolig og alligevel har vi nået en masse. Henrik har været i haven og ordnet noget af alt det, der skulle ordnes, før vinteren kommer. Jeg har blandt andet ryddet op i nogle skabe, kasseret forskelligt tøj, som har hængt der alt for længe uden at blive brugt. Vasketøjskurven er jeg også kommet i bund med. Det samme med strygetøjet.

Vi har været ude at gå en rask tur. Det var dejligt, men vi blev godt nok lidt kolde om både fingre og næser.

Aftensmaden er forberedt og klar til at blive sat i ovnen og der er lavet lidt lækkerier til  kaffen og teen i aften. Imellem gøremålene er der blevet tid til at maile til bedsteveninden og tid til lidt hyggelig bloglæsning.

Jeg elsker sådan en søndag, hvor man bare stille og roligt tusser rundt og får gjort de ting, man nu lige har lyst til at tage fat på. Nogen gange får man udrettet meget mere på den måde, end hvis men på forhånd havde lagt planer for, hvad der skulle gøres. Ingen lammende eller blokerende planer eller forventninger. Sådan en dag, hvor det bare er lysten der driver værket, er slet ikke så tosset.

Det bedste af det hele er, at der er en god bid tilbage af søndagen endnu, gad vidst om der ikke også bliver tid til at stikke snuden i en god bog?

Læs videre

Loppetjans

Henrik og jeg har været babysittere til Sander nu i aften. Sander opdagede det vist ikke rigtig. Han nåede lige at hilse på os, før hans forældre puttede ham i seng.

Så lå han og snakkede lidt med sig selv – og så snorksov han ellers, og hans far og mor tog afsted.

Så vores indsats som babysittere bestod i at sidde og hygge os og se fjernsyn. Nå, ja og så i at liste os ind og stå og kigge lidt på ham, mens han sov! Det var det bedste af det hele. Dejlig aften!

Læs videre