Hva’ med julen?

Overskriften refererer til en snak vi havde i familien, da vi var samlet herhjemme fornylig.

Egentlig havde vi haft en ide oppe at vende – en rigtig god ide. En af sønnerne havde foreslået, at vi skulle rejse væk i julen hele banden. Til et lunt sted, hvor vi kunne foretage os en masse hyggelige ting sammen som familie. Jeg var vild med ideen. Tænk, at bytte juletravlhed, madlavning og kagebagning ud med feriedage sammen. Og skulle det være, skulle det være i år, hvor barnebarnet er så lille, at han stadig er ligeglad med julen.

Desværre var ikke alle lige tændte på ideen – eller jo – men der var/er nogle (økonomiske) forbehold, så ideen blev skrottet.

Men vi skulle jo så afklare, hvordan julen så skulle se ud i år. Hvor mange kommer hjem juleaften? Det er jo rart at vide. Der var fuld tilslutning. Så vi regner med at holde juleaften for hele banden.

Sådan er det jo ikke hvert år. En af sønnerne har sejlet i en del år, og har ikke altid været i land i julen. En anden har en svigerfamilie, der også skal holdes jul med osv..

Vi – Henrik og jeg – har indprentet sønnerne, at skulle det ske, at de allesammen har andre planer en juleaften end at holde jul med os, så er det helt i orden. Det værste vi kunne forestille os, er et scenarie, hvor drengene sidder og trækker lod om, hvem der “tager mor og far”. Vi ser sådan på det, at bare vi ses, så er det godt. Det behøver ikke nødvendigvis være juleaften.

Da drengene var små, besluttede vi at holde juleaften for os selv. Vi syntes, at det blev for stresset med den der store familiejul. Vi nåede ikke at lege med ungerne med deres gaver og i det hele taget var der ikke ro nok på. Vi ville gerne nedtone julehysteriet en smule og samtidig have mulighed for at skabe vores egne traditioner. Så vi holdt strengt på, at juleaften holdt vi alene med børnene, og så var vi åbne overfor familie-tam-tam de øvrige juledage.

Det var en jule-model, der fungerede godt for os.

Nu er jeg faktisk sådan en, der får røde knopper af at høre ordet Jul i utide – det vil sige før 1. December – men for lige at afklare hvem der holder juleaften med hvem og hvor – kan det gå an.

To blogindlæg i rap om noget julerelateret, når man ikke gider høre ordet jul, før kalenderen siger december? Hm, flot. Ikke et ord mere om jul fra mig før i december. Promise.

Læs videre

Genbrug

Nu er det jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at jeg bestemt ikke er en ørn til alt det der med at strikke, sy og hækle. Så jeg kan slet ikke være med, når de kreative, dygtige blogkvinder viser deres flotte håndarbejder frem. Til gengæld nyder jeg at se, hvad andre kan fabrikere, og jeg beundrer dem for deres kunnen.

Men i dag vil jeg alligevel vise noget frem, som jeg har lavet.

Jeg går ind for genbrug. Jeg synes, det er fantastisk, når man kan lave fine ting af materialer, der normalt bare bliver kasseret. Her tænker jeg på smarte tasker lavet af kasserede plastikposer og den slags. Det kan jeg altså ikke hamle op med. Til gengæld har jeg lavet en stribe flettede julehjerter af forskelligt papir, der bare skulle ha’ været i containeren. Jeg har anvendt brugt gavepapir, reklamer og omslag fra forskellige magasiner, en enkelt melpose osv..

Jeg synes selv, at de er blevet lidt sjove. Så nogle af dem kommer på vores juletræ i år – det passer vel meget godt i en finanskrisetid?

Egentlig er jeg meget stærk modstander af at begynde at jule i utide – det vil sige før 1. december, men kunne alligevel ikke nære mig for at lufte ideen i god tid. Hjerterne lavede jeg lige efter jul sidste år, hvor jeg havde alt det der papir, som næsten var for fint til at blive smidt ud. Om de er sjove, søde eller grimme, kan der være mange meninger om, men de er i hvert fald både gratis og sjove at lave. Og så er der ikke to, der er ens.

Læs videre

Husk reflekserne

Det er unægteligt blevet efterår. Det er blevet tid til at tjekke, om man har gode reflekser. På overtøjet altså. Har man ikke det, kan man få nogle helt gratis hos TrygFonden.

Så det er bare at klikke her – bestille det antal reflekser, man har brug for og så ellers holde øje med postkassen.

Jeg har bestilt nogle stykker, og de lå i postkassen i dag. De er da sjove.

Læs videre

Guide til Bedsteforældre og deres børn

Jeg er ved at læse Guide til Bedsteforældre og deres børn af Margrethe Brun Hansen og Maria Holkenfeldt Behrendt. Bogens undertitel er: Sådan får tre generationer det bedste ud af hinanden.

Det er jo temmelig heldigt, at der udkommer sådan en bog, lige præcis når man for nylig er blevet bedstemor for allerførste gang. Bogen tager fat på emner som: Hvem bestemmer i hvilke situationer, Det unikke ved forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn og Relationerne mellem mor, mormor og farmor.

Min erfaring som bedstemor kan jo foreløbig ligge på et meget lille sted, så det er rent guf for mig at få fingre i sådan en bog. Jeg glæder mig til at læse den færdig og fortælle mere om den.

Læs videre

Alle snakker om London

I den seneste tid har jeg hørt og læst om mange, der lige har været i – eller er i – eller skal til – London.

Nu er misundelse jo en grim ting, som man skal holde sig fra, men jeg tænker altså: bare det var mig!

Jeg har kun været i London en eneste gang – og kun en eneste dag. Og jeg er så sulten efter at komme tilbage og se og opleve meget mere af den fantastiske by.

Henrik og jeg tilbragte vores sølvbryllupsdag i London. Det var en fantastisk dag. Jeg kan ikke tænke mig en bedre måde at fejre dagen på. Vi havde kun den ene fridag til rådighed. (Vi havde ikke lyst til at holde fest. En af vores sønner var ude at sejle, så familien kunne ikke samles på selve dagen. Så vi valgte at smutte til London og fejre dagen i tosomhed. Senere inviterede vi børn og svigerbørn ud at spise, så de blev ikke snydt.)

Vi tog afsted meget tidligt om morgenen og kom hjem ret sent om aftenen, og vi oplevede så meget på den ene dag. Selv om det kun var sølvbryllup, så var den tur guld værd!

Læs videre