Håndskrift

Jeg tænker på, at det er lidt synd, at det der med at skrive breve og kort i hånden er lidt på retur. Det er da dejligt at få e-mails og sms’er, men det er altså også dejligt at få et håndskrevet brev eller kort. Håndskriften er så personlig.

Når man får et håndskrevet brev, fra en ven eller et familiemedlem, kan man som regel med et enkelt blik på skriften afgøre, hvem der har skrevet brevet. Når man kigger i gamle kort og breve, kan man også på lang afstand med 100% sikkerhed afgøre, om brevet/kortet er fra moster Grethe, mor, eller farmor. Bare ved at kaste et hurtigt blik på skriften. Også selv om håndskriften tilhører et menneske, der ikke har kunnet skrive breve i mange, mange år.

Jeg er så glad for de forskellige håndskrevne “skatte”, jeg har liggende. Breve og kort fra min mor, farmor, mormor, moster, mine søstre og veninder. Selv om min mor døde for næsten 25 år siden, skal jeg bare kaste et enkelt blik på noget, hun har skrevet, for at konstatere, at det er hendes håndskrift. Det samme gør sig gældende med breve fra mine bedstemødre og andre, der ikke længere er iblandt os.

Breve og små sedler fra mine børn har jeg også liggende i skuffer og skabe. Heller ikke her er det svært at se, hvem der har skrevet hvad. Jeg bliver så øm om hjertet, når jeg kigger på alle de ord og hilsner fra de mennesker, der betyder så meget i mit liv.

Kærestebreve er selvfølgelig et helt kapitel for sig.

Så skriv endelig – ikke bare til egen skrivebordsskuffe – men også hilsner til venner og familie – så de også får noget at gemme i skuffen.

Du vil måske også synes om

1 kommentar

  1. Jeg er ikke god til lange håndskrevne breve, men sætter en dyd i at sende håndskrevne fødselsdags- og julekort. Der ER altså noget særligt (rart!) over håndskrift. Føles i dag meget mere personligt. End tekst, der langt hen ad vejen kan være “copy paste”…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *