Hva’ med julen?

Overskriften refererer til en snak vi havde i familien, da vi var samlet herhjemme fornylig.

Egentlig havde vi haft en ide oppe at vende – en rigtig god ide. En af sønnerne havde foreslået, at vi skulle rejse væk i julen hele banden. Til et lunt sted, hvor vi kunne foretage os en masse hyggelige ting sammen som familie. Jeg var vild med ideen. Tænk, at bytte juletravlhed, madlavning og kagebagning ud med feriedage sammen. Og skulle det være, skulle det være i år, hvor barnebarnet er så lille, at han stadig er ligeglad med julen.

Desværre var ikke alle lige tændte på ideen – eller jo – men der var/er nogle (økonomiske) forbehold, så ideen blev skrottet.

Men vi skulle jo så afklare, hvordan julen så skulle se ud i år. Hvor mange kommer hjem juleaften? Det er jo rart at vide. Der var fuld tilslutning. Så vi regner med at holde juleaften for hele banden.

Sådan er det jo ikke hvert år. En af sønnerne har sejlet i en del år, og har ikke altid været i land i julen. En anden har en svigerfamilie, der også skal holdes jul med osv..

Vi – Henrik og jeg – har indprentet sønnerne, at skulle det ske, at de allesammen har andre planer en juleaften end at holde jul med os, så er det helt i orden. Det værste vi kunne forestille os, er et scenarie, hvor drengene sidder og trækker lod om, hvem der “tager mor og far”. Vi ser sådan på det, at bare vi ses, så er det godt. Det behøver ikke nødvendigvis være juleaften.

Da drengene var små, besluttede vi at holde juleaften for os selv. Vi syntes, at det blev for stresset med den der store familiejul. Vi nåede ikke at lege med ungerne med deres gaver og i det hele taget var der ikke ro nok på. Vi ville gerne nedtone julehysteriet en smule og samtidig have mulighed for at skabe vores egne traditioner. Så vi holdt strengt på, at juleaften holdt vi alene med børnene, og så var vi åbne overfor familie-tam-tam de øvrige juledage.

Det var en jule-model, der fungerede godt for os.

Nu er jeg faktisk sådan en, der får røde knopper af at høre ordet Jul i utide – det vil sige før 1. December – men for lige at afklare hvem der holder juleaften med hvem og hvor – kan det gå an.

To blogindlæg i rap om noget julerelateret, når man ikke gider høre ordet jul, før kalenderen siger december? Hm, flot. Ikke et ord mere om jul fra mig før i december. Promise.

2 tanker om “Hva’ med julen?

  1. Ja, der sker noget den dag, man selv får familie (dvs. selv får børn). Så kan man godt unde dem, at de ikke skal ud i kølig bil med alle deres pakker d. 24. dec. sent om aftenen. Tror det er meget naturligt, at man tænker sin nærmeste familie.

    Alligevel kan jeg da godt savne barndommens store juleaftner, hvor onkler, moster, kusiner, fætre og bedsteforældre var samlet. Men tiden var også en anden. Vi boede alle sammen inden for en times kørsel. Det ser anderledes ud i dag, hvor vi er spredt over det ganske land.

    Jeg synes bestemt, at din mand og dig gør det helt rigtige i at sige, at I ikke har noget imod at være alene d. 24. dec. (når ikke det er hvert år selvfølgelig). Det har mine forældre også sagt. De har sagt, at de hellere vil, at min bror og jeg kommer hjem sammen d. 24. dec. hvert andet år – frem for, at de aldrig har os samlet, fordi vi med hver vore familie “skiftes til at tage” julen med vores forældre.

  2. Anette: Ja lige præcis det med at samle alle sine børn omkring sig af og til betyder noget. Jeg kan også forfærdelig godt li’ at se alle mine børn samlet ind imellem. Det er også dejligt at se dem enkeltvis, men af og til skal familien bare helst være samlet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *