Randi Glensbo

Jeg har været alene hjemme et par dage. Det er første gang i rigtig lang tid, jeg har haft et par dage helt for mig selv.

Jeg havde på forhånd lagt en masse planer for, hvad alene-tiden skulle bruges til. Det var godt nok meget, jeg gerne ville. Der var planer om at læse en masse, skrive en masse – ikke mindst mails til et par mennesker, der ikke har hørt fra mig længe – lave en masse praktisk i hjemmet. Sidst men absolut ikke mindst havde jeg store planer om at få tænkt rigtig godt i fred og ro. Der er ikke noget så befordrende for god og grundig gennemtænkning af ting og sager som masser af tid alene. Tid hvor man bare kan tænke sine tankerækker til ende uden at blive afbrudt og uden at få dårlig samvittighed over ikke at være nærværende. Det klarer tankerne. Og jeg har brug for at klare tankerne. Jeg har en tendes til bare at stuve alle mulige overvejelser og problematikker om i baghovedet med sådan en lille etiket på med : Det tænker jeg over senere.

I aften kommer min bedre havdel så hjem igen – efter et par dage i Berlin. Og har jeg så fået nået alt det, jeg ville nå i hans fravær?

Jeg har hygget mig. Jeg har tænkt i uforstyrrethed. Og jeg har fået lavet de fleste af de praktiske ting, jeg havde planlagt. Jeg har skrevet en lillebitte smule. Jeg har ikke fået læst andet end et par artikler i et ugeblad, og det var bøger jeg ville ha’ læst.

Jeg har haft travlt i dag med at nå det sidste af det praktiske. Jeg var nødt til at få købt ind. Indkøb er en af de ting, jeg har pjækket fra, mens jeg har været alene på skansen, så til sidst var køleskabet tomt. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde udsat mine indkøb til lørdag eftermiddag, for det endte nemlig med at blive skyld i,  at jeg måtte sige nej tak til et lille spontant besøg af svigerdatter og barnebarn. (Må en farmor egentlig godt det?) Jeg ville rigtig gerne ha’ haft en eftermiddag sammen med de to, men man kan jo desværre ikke være to steder på én gang. Og jeg var altså nødt til at begive mig ud i indkøbshelvedet.

Faktisk var to- tre dage ikke helt nok til, at jeg kunne nå at komme i bund med alle mine alene-projekter.

Nu skal det jo ikke lyde som om, min stakkels mand ikke er velkommen hjem igen. For det er han skam. Jeg kan bare også godt lide at være en lillebitte smule alene af og til. Sådan har jeg ikke altid haft det. Slet ikke. Tværtimod faktisk. Så egentlig er jeg rigtig glad for, at jeg er blevet så god til at have det godt i mit eget selskab.