Prøver

Her til morgen var det første punkt på dagsordenen en tur til Centrallaboratoriet på Næstved Sygehus for at få taget et par rutinemæssige blodprøver.

Jeg kommer der regelmæssigt med ret korte mellemrum, så jeg er temmelig vant til det. Alligevel hader jeg det af et godt hjerte. De er ellers søde og flinke derinde – personalet. Jeg er heller ikke spor bange for at få taget prøverne, det regner jeg ikke for noget.

Det, der er nedtrykkende og gør, at jeg har sådan en ulyst til at møde op på laboratoriet, er mødet med de  mange alvorligt syge mennesker. Man sidder der i venteværelset sammen med en masse mennesker, hvoraf mange skal videre til de forskellige afdelinger på sygehuset for at få behandling. Der kommer mange for at få taget blodprøver, før de senere på formiddagen skal i kemo-behandling.

Selv om faktisk alle i venteværelset for det meste tager det hele med tilsyneladende godt humør, kan det gøre mig meget forstemt at se og tænke på al den sygdom. Den følelse sidder i mig hele dagen hver gang, der har været blodprøver på programmet.

Sådan en tur på sygehuset giver stof til eftertanke. Besøget derinde sætter fokus på, hvor skrøbelige  vi mennesker egentlig er og hvor meget man skal huske at værdsætte det, hvis man har et bare nogenlunde  godt helbred.

Du vil måske også synes om

2 kommentarer

  1. Jeg ville have det på nøjagtig samme måde! Er meget dårlig til sygdom!

    Har det til trods netop købt tidligere TV-A’s journalist Eva Jørgensens bog “Vi ses i morgen” for 25 kr. i Netto. Bogen handler om Evas mand – hans sygdom og alt for tidlige død og om at se mulighederne i livet undervejs og efter dødsfaldet.

    http://www.berlingske.dk/article/20070915/kultur/109151242/

    Det bliver hård læsning! Men havde lige sådan en dag, hvor det var nødvendigt med et spark af den karakter, for at værdsætte hvor heldig jeg er og hvor godt jeg har det! 🙂

  2. Anette: Den bog har jeg læst. Det er en meget gribende historie, hvor man sidder tilbage med tårer i øjnene efter endt læsning. Selv om bogen er historien om en ufattteligt ond sygdom, så er det også en historie om stor kærlighed, stor lykke og stor styrke. Den bog gør indtryk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *