Blog
Mens jeg gik og ventede spændt på at blive farmor, sendte min søster mig dette helt pragtfulde kort.
Konen på kortet er en rigtig bedstemor, som bedstemødre så ud, da jeg var barn. Jeg synes, hun er skøn.
Jeg ved ikke, om man kan se det på billedet, men der hvor der står: DET SVINGER – har min søster tilføjet: – FOR FARMOR I HOLME-OLSTRUP.
Jeg blev så glad for det kort. Jeg fryder mig stadig over det, hver gang jeg kigger på min opslagstavle.
I vores have har vi nogle forskellige planter, som vi har fået af den ene og den anden. Sådan er det vist for de fleste haveejere. Man får en stikling her og en håndfuld frø der.
Alle de planter, vi har fået forærende, har en særlig betydning for os. Vi kan gå rundt i vores have og kigge og udpege de enkelte gaver, vi har fået.
Særlig stor betydning for mig har nogle syrenbuske i vores have. Dem fik vi som nogle ganske små aflæggere hjemme fra mine forældres have for mange år siden. Nu er de små aflæggere blevet til et par enorme buske, og mine forældre har jeg desværre ikke længere. Netop nu i år har vores mellemste søn fået aflæggere fra de selvsamme syrener til hans have, som han er ved at anlægge. Vi blev så glade for, at han havde lyst til at få aflæggere fra netop de syrener, som oprindelig kom hjemme fra hans mormor’s og morfar’s have.
Et andet sted i vores have myldrer det hvert forår med erantis. Når de kommer frem, tænker jeg på dem som en kærlig hilsen fra min far. Det var nemlig ham, der gravede nogle op hjemme i sin egen have og forærede mig. Siden er de blevet til rigtig mange.
Et andet sted i haven står en høstanemone, som vi også passer ekstra godt på. Den er en aflægger, vi har fået af min svigerfar, som heller ikke lever længere.
Når vi glæder os over – og værner om – de planter (eller noget andet), vi har fået af mennesker, vi har mistet – så synes jeg, det er en anerkendelse af det, de mennesker betød for os.
Planterne bliver på den måde et smukt symbol på, at vi stadig har dem, vi mistede, med os videre frem i livet.
Jeg har haft sådan en smuk rose i 5-6 år. Rosens navn er Willestrup – den kaldes også Eden Rose. Jeg fik den af min yngste søn, mens han stadig boede hjemme.
Jeg var så glad for den rose. Den blev større og større og smukkere og smukkere år for år. Sidste år havde den over 90 utroligt smukke blomster i løbet af sommeren.
Nu i foråret kunne jeg så se, at det kun var en enkelt gren på rosen, der var liv i. Resten var helt tørt og dødt. Den tilbageværende gren fik blade, og jeg tænkte, at selv om planten var kraftigt reduceret, så skulle den nok klare sig.
Sådan gik det desværre ikke. Rosen er nu definitivt gået ud. Åh, hvor er jeg ked af det. Den rose betød meget for mig.
Nu skal jeg ud og finde mig en anden af samme slags. Håber, jeg kan finde en, der er lige så smuk som den gamle.
Billedet af rosen er taget for nogle år siden.
I dag har vi gået og snakket en hel masse om, hvor hyggeligt det var at passe barn i aftes.
Vi er rørende enige om, at det var en dejlig oplevelse og et stort privilegium, at få betroet ansvaret for den dejlige lille dreng for en aften.
Vi er også enige om, at vi gerne stiller op som babysittere igen. Hellere end gerne!
I går passede vi vores barnebarn for første gang. Det var en aftale, vi havde lavet, allerede inden den lille blev født.
Vi havde rigtig glædet os og var bare så klar til at ha’ ham for os selv en hel aften.
Vi var lidt spændt på, hvad han ville sige til at skulle passes. Han er vant til at blive ammet, men i aftes var det eneste tilbud på menuen altså flaske. Han havde ikke på forhånd prøvet at drikke af sutteflaske, så det var lidt spændende.
Det skulle vise sig, at han drak af sutteflaske, som om han aldrig havde bestilt andet. Han “bundede” bare. Der var ikke spor ballade.
I det hele taget var det en dejlig aften. Vi nød det i fulde drag.