Kornblomster

Jeg elsker den farve, kornblomster har. Kornblomstblå – den farve gør mig glad.

Kornblomster er – ligsesom de fleste andre blomster – smukkest i flok. Sådan en mark, hvor de bare står som et stort stykke blåt hav, det er smukt.

Det er ikke så tit, man ser sådan en mark. Mindre kan også gøre det.

I hvert fald blev jeg rigtig glad, da jeg stod op i morges og så, at der stod kornblomster i en lille vase i køkkenet.

Henrik havde været ude på en lang cykeltur i de tidlige morgentimer, mens jeg stadig sov skønhedssøvn. Og så havde han plukket kornblomster med hjem til mig.

En dejlig start på dagen!

Læs videre

Lillebitte og endnu mindre

Vi synes jo, at vores otte uger gamle barnebarn er lillebitte. Selv om han vokser godt og ved seneste vejning nærmede sig de seks kilo – så er han jo et bette pus.

Forleden dag indløb der så på min mobiltelefon besked om, at et familiemedlem netop er blevet mor. Hun har født en lille datter. En fin lille pige på bare 2700 gram. Jeg har kun set babyen på et foto på mobilen, men selv på et billede kan man jo se, hvor lillebitte et barn på 2700 gram er.

I sammenligning med den lille nyfødte pige virker vores barnebarn som en rigtig stor kraftkarl. Alting er jo relativt.

Læs videre

Godt selskab

Jeg nyder at lade mig opsluge af en rigtig god bog. Bare sådan en halv time af og til. Eller meget gerne mere, hvis der er tid.

I øjeblikket læser jeg andet bind af Stieg Larsson’s trilogi – Pigen der legede med ilden. Nøjagtig som første bind er den nervepirrende spændende.

Jeg læste første bind sidste år. For at strække den gode oplevelse med de tre bøger Larsson har skrevet, har jeg ventet så længe, jeg overhovedet kunne, med at begynde på andet bind. Forventningens glæde skal man ikke kimse af. Alligevel er jeg ikke helt sikker på, at jeg kan vente lige så længe, før jeg går i gang med tredie bind.

Man er i godt selskab, når man er fuldstændig opslugt af en bog. Man glemmer alt sit eget og er helt til stede i bogens univers. Skønt!

Læs videre

Nips

Alle, der kender mig, ved, at jeg ikke er ret vild med nips.

Jeg bryder mig ikke så meget om at have nipsting stående. Jeg elsker kønne ting, men de skal helst ha’ en funktion. Jeg er ikke til figurer og den slags, der bare står og “ser ud”.

Da alle ved det – og respekterer det – er jeg sædvanligvis forskånet for at få nips til jul og fødselsdag.

Sidste år oplevede jeg så undtagelsen, der bekræfter reglen.

Vi – Henrik og jeg – fik lige pludselig en dag hver en pakke af vores søn og svigerdatter.

Vi pakkede op  –  og kiggede glade på hinanden. Der skulle nemlig ikke meget fantasi til at regne ud, hvad indholdet af de to pakker betød.

To glascylindere med fyrfadslys i toppen. De er jo temmelig almindelige. Men indholdet!

Tja, indholdet betød selvfølgelig, at der var et barnebarn på vej. Så pludselig kunne jeg alligevel godt blive glad for en nipsting.

Stik imod alle mine “principper” står de to små bamsefiduser stadig her på skrivebordet. De gik jo hen og blev symboler på en meget lykkelig begivenhed i vores familie.

Læs videre

Sæsonens sidste

I aftes kom min søde mand ind fra haven med sæsonens sidste jordbær fra eget jordbærbed. Dem havde han plukket til mig.

De blev nydt med andagt på en af husets kønneste tallerkener.

Jordbærrene var lidt små i det, som de tit er sidst på sæsonen, men som de dog smagte!

Måske var det, fordi det var årets sidste, at de smagte så godt? Lidt ligesom den sidste lakrids i posen – den er også altid den bedste af dem allesammen.

Nå, men selv om de her jordbær smagte “efter mere”, så er der altså ikke flere i denne omgang.

Der har været mange i år, så vi skal absolut ikke klage.

Læs videre