Markblomster til Mor

Da jeg var 6-7 år gammel oplevede jeg noget, der stadig står helt lysende klart i min erindring.

Min mor fulgte mig i skole. Der var fem kilometer hver vej – på cykel. Egentlig var det en smuk tur. Meget flot landskab. Stille og fredeligt, langt ude på landet.

Vi var stået af cyklerne et øjeblik for at puste ud og stod og kiggede på nogle markblomster i grøftekanten.

Så var det, at min mor sagde til mig, at når hun døde, så skulle vi sætte vilde blomster på hendes grav. Jeg husker tydeligt, hvordan hun helt præcist formulerede det.

Jeg svarede hende ikke. Alting gik i stå for mig. Jeg fik et chok.

Det var i det øjeblik, det gik op for mig, at min mor en dag skulle dø. Jeg vidste jo godt, at man kunne dø –  at folk døde. Men min mor!!!! Det havde jeg på det tidspunkt slet ikke tænkt på som en mulighed. Og nu stod min mor der og talte om det som noget helt afgjort. Hun sagde ikke hvis, hun sagde når!

Jeg har aldrig glemt hendes ord. Og derfor sætter jeg i ny og næ en  markbuket på hendes grav.

Min mor elskede alle slags blomster, men hun havde altså denne særlige kærlighed til de vilde blomster. Hun var god til at sætte blomster sammen og plukkede altid de smukkeste markbuketter.

Dem, jeg plukker, når sikkert ikke hendes til sokkeholderne, men jeg gør mit bedste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *