Bedstemor mod EU

I dag har jeg som så mange andre været en tur i stemmeboksen.

Der var jo hele to ting at tage stilling til denne gang.

Afstemningen om ændring af tronfølgeloven har der været en del snak om. Personligt synes jeg, det er lidt af et paradoks at snakke ligestilling, når ligestillingen gælder retten til tronen, som man kun kan opnå, hvis man fødes ind i én bestemt, priviligeret familie. Men når det nu ikke kan være anderledes, så synes jeg da, at prinser og prinsesser bør ligestilles.

Valget til Europa-Parlamentet synes jeg nok, er noget vigtigere at forholde sig til.

Jeg må ærligt tilstå, at jeg aldrig har været tilhænger af EU. Jeg havde netop fået stemmeret, da der i sin tid skulle stemmes om, hvorvidt Danmark skulle være med i EF- som det hed dengang – eller ej.

Som frihedselskende individ har jeg altid næret en indgroet modvilje mod alt, hvad der trækker i retning af tab af uafhængighed og selvbestemmelsesret. Frihed er det bedste guld!

I alle de år, vi har været medlem af EU, er det ikke lykkedes nogen eller noget at overbevise mig om, at det medlemskab er en god ide for Danmark.

Stod det til mig, meldte vi os ud – hellere i dag end i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *