Månedsarkiv: juni 2009

Hej Farmor

Jeg fik en herlig besked på min mobiltelefon i går.

Den var skrevet med ført hånd. Det var min søn, der skrev en hilsen til mig fra mit lille barnebarn.

Der stod. “Hej Farmor. Så kaster jeg lige nogle håndtegn.”

Og så var der det her dejlige, sjove foto af den lille, hvor han sidder og halvsover i sin autostol, mens han holder hænderne frem på en pudsig måde.

Jeg ved ikke præcis, hvor mange gange jeg har haft fat i telefonen, siden jeg fik den besked, for lige at kigge en ekstra gang på det billede – men det er mange. Det giver smil på læben hver gang.

Jeg har fået lov til at bringe billedet her på bloggen.

Kvalitetstid

Jeg må indrømme, at jeg aldrig har kunnet fordrage udtrykket kvalitetstid.

Jeg har altid ment, at det er et begreb, der blev opfundet af folk, der var for lidt sammen med deres børn og derfor havde brug for at bilde sig selv og andre ind, at den smule tid, de tilbragte i selskab med ungerne, var eksta god og meningsfuld.

Kvalitetstid.

Men i dag har jeg alligevel lyst til selv at bruge ordet som overskrift på mit blogindlæg.

Kvalitetstid – det er faktisk lige det perfekte ord til at beskrive min eftermiddag i dag. Jeg har nemlig brugt eftermiddagen på at beundre og nusse mit lille, dejlige barnebarn.

Bogen Om Dig – Vores Barnebarn

Der findes så mange bøger, som forældre og bedsteforældre kan skrive i til de små poder. Jeg har netop fået fingre i en af dem: Bogen Om Dig – Vores Barnebarn.

Det er en meget sød bog med friske farver og fine illustrationer.

Bogen er beregnet til at skrive i helt frem, til barnebarnet er teenager, og den indeholder mange sider, der lægger op til at nedskrive sjove erindringer. Der er f.eks. en side, der er beregnet til optegnelser om de hemmeligheder, bedsteforældrene og barnebarnet har haft sammen.

Jeg har omtalt bogen lidt mere udførligt – du finder omtalen under Anmeldelser.

Farfars fine fotoramme

Min bedre halvdel har lige haft fødselsdag, og har været så heldig at få en digital fotoramme forærende.

Det var søn, svigerdatter og lille sønnesøn, der var så søde at give den kærkomne gave.

Så nu skal der køre non stop slideshow med billeder af familiens lille guldklump.

Foto-fryd

Jeg bliver så glad, når jeg får nye billeder af mit lille barnebarn. Det er da dejligt, når der lige tikker et nyt billede af guldklumpen ind på mobiltelefonen eller i mailboxen.

Det er sandelig noget andet, end da mine egne børn var små. Det var dengang, der skulle film i et kamera. Man tog billeder – men man “skød” jo ikke en hel film af gangen. Så der kunne let gå nogen tid, før filmen var brugt op og kunne blive fremkaldt. Så gik man og ventede på de færdige billeder. Når man så endelig fik billederne, var det jo ikke altid pletskud allesammen.

Det var så ærgerligt, når nogle billeder, man havde taget for at “fastholde” en bestemt situation, viste sig at være mislykkede.

Der er det lidt sjovere i dag, hvor man med det samme kan se, om det er et godt billede, man har taget. Er det ikke det, kasserer man det bare og tager et nyt. Herligt!

Til mit barnebarn

Som jeg tidligere har fortalt, fik jeg et par bøger som gave, da jeg blev farmor. Den ene hedder Til mit barnebarn – og den er det så meningen, at jeg nærmest selv skal skrive. I bogen er der nogle spørgsmål, som jeg skal besvare og på den måde fortælle mit barnebarn om mit liv.

Spørgsmålene i bogen lægger op til, at man fortæller om hele sit liv lige fra barndommen med skolegang, pligter og fritidsinteresser. Der følger spørgsmål om uddannelse, arbejde og løn. Der er spørgsmål, der leder til at fortælle om andre familiemedlemmer og spørgsmål om bryllup og andre store begivenheder i livet.

Bogen beder også om svar på, hvad der er det bedste og det værste, man har oplevet. Man bliver  desuden bedt om at fortælle om egne børn og om, hvad man håber for sit barnebarn og dets fremtid.

Bogen rummer mange flere spørgsmål, hvis besvarelser tilsammen tegner et billede af den person, der skriver til sit barnebarn.

Alt i alt en rigtig dejlig bog, som jeg glæder mig meget til at skrive i.

Chokoladefrøer

Jeg var så heldig at få lov til at beholde alle mine bedsteforældre langt ind i mit voksne liv.

Så jeg har rigtig  mange fantastiske minder om dem alle fire.

Når jeg prøver at huske tilbage til barndommen, er der en bestemt erindring om min mormor og morfar, der dukker op.

Vi er tilbage i min førskolealder. Vi havde ikke bil, og det havde min morfar og mormor heller ikke. Min morfar og mormor boede 15-20 kilometer væk, så vi så ikke hinanden alt for tit. Ikke mindst fordi afstanden mellem deres og vores hjem skulle tilbagelægges på cykel, når vi skulle ses.

Men min morfar og mormor plejede at komme på besøg en søndag i løbet af sommeren. Åh, hvor vi glædede os. Vi børn spejdede efter dem i rigtig lang tid, før vi endelig så dem komme. Jeg kan huske, hvordan de stillede deres cykler op ad husmuren.

Vi var så glade, når morfar og mormor kom. Og så vankede der med sikkerhed chokoladefrøer. Jeg kan stadig huske både duften og smagen, selv om jeg ikke har smagt sådan en frø i mange, mange år.

Jeg ved ikke hvorfor de frøer var så skønne. Men jeg tror nok, at det mest var fordi, det var morfar og mormor der kom med dem til os. Det var vel næsten en slags tradition eller et ritual, at min morfar skulle finde den der fine papirspose frem fra jakkelommen og byde os børnebørn på chokoladefrøer. Altid chokoladefrøer.

Bare et enkelt ud af mange dejlige minder om mine bedsteforældre.

Bedsteforældrene fyrer kassen af

Jeg hørte lige i radioen i dag, at flere og flere ældre fyrer opsparingen af på rejser og andet godt i stedet for at gemme pengene på bankbogen til arvingerne.

Det blev nævnt, at  mange mente, at deres børn var “godt i vej”. Seniorerne behøvede ikke bekymre sig om den unge generations økonomi. Derfor kunne de selv trygt bruge deres opsparede midler på alle de aktiviteter, de måske først i pensionsalderen havde fået både tid og råd til.

Så børn og børnebørn skulle ikke regne med hverken en stor arv senere eller bedsteforældre, der kunne babysitte i stor stil her og nu.

Egentlig lyder det da vældig sundt. Jeg tror da, at de fleste voksne børn gerne vil ha’, at deres forældre er aktive og lever livet fuldt ud. Det ville da være noget skidt noget, hvis man bare sad og ventede på, at børn og børnebørn skulle fylde hele éns tilværelse.

Det behøver jo ikke betyde, at man ikke tager del i sine børns og børnebørns liv og kan give en hånd med i ny og næ.

Børnebøger og legetøj på loftet

Som sikkert mange andre har vi i årenes løb sat forskellige ting på loftet, efterhånden som børnene voksede fra dem.

På vores loft stod blandt andet den lille babyseng, som alle vores tre drenge har sovet i som små. Der var også en masse legetøj og ikke mindst en stor samling børnebøger, som jeg altid havde forestilet mig, at jeg en dag skulle læse for mine børnebørn.

Sidste sommer fik vi så desværre konstateret angreb af skimmelsvamp i vores loftsrum.

Nu er skimmelsvamp jo noget sundhedsskadeligt stads. Og jeg er tilmed allergiker.  Så vi måtte bare have skimmelsvampen fjernet.

Det blev en ordentlig omgang. Nyt tag og ny isolering. Men så skulle det hele også være i orden igen.

De opmagasinerede ting havde desværre også taget skade af skimmelsvampen, og næsten det hele måtte kasseres.

Det var med en klump i halsen vi gik og smed de fleste af vores børns gamle legesager og børnebøger ud i en container. Men der var ikke andet at gøre. Selv om bøgerne havde været pakket væk i plastikposer, lugtede de alligevel skimlet – så vi måtte gøre kort proces.

Enkelte ting kunne dog reddes. Den  trehjulede cykel fejlede ingenting og noget af legetøjet kunne reddes med en afvaskning i Rodalon.

Børnebøgerne stod jo desværre ikke til at redde, så der må købes nogle nye efterhånden.

Nye bøger og nyt legetøj er da også fint nok, men det havde jo bare været så hyggeligt at finde de gamle ting frem til børnebørnene. Det var jo blandt andet derfor, at tingene i sin tid blev sat på loftet.